Han ligner selv en truet art. Og nu er komikeren og journalisten Anders Lund Madsen blevet mangfoldighedsambassadør for Danmarks Naturfredningsforenings kamp for at bevare udryddelsestruede dyre- og plantearter i den danske natur.
- Vi håber, at vi på en lidt skæv måde kan få sat fokus på diskussionen om biodiversitet, som ikke er nem at sælge. Og Anders Lund Madsen er en af de få, som i forvejen har sat sig grundigt ind i problemerne, siger pressekoordinator Tine Gjersløv om udnævnelsen.
I første omgang har Anders Lund Madsen - kendt som tidligere Ekstrabladsskribent under øgenavnet Lille-Madsen - skrevet et brev til landets 98 borgmestre med en opsang til dem om at passe bedre på naturen i den lokale miljøpolitik.
Han hænger borgmestrene op på, at Danmark har forpligtet sig i FN til at vende udviklingen, der har accelereret tabet af arter med 1000 gange - så slemt at verdensorganisationen kalder det for masseudryddelse.
I Danmark er hver tredje art, som er undersøgt, på den såkaldte rødliste over truede arter.
- En rig natur giver rent vand, bestøvning af vores afgrøder, store oplevelser, turisme og grønne omgivelser. Tilsvarende får vi et direkte tab af velfærd, når naturen skranter, skriver Anders Lund Madsen til borgmestrene.
Han opfordrer dem til at underskrive en erklæring fra den internationale naturbeskyttelsessammenslutning, IUCN, om at standse tabet af biologisk mangfoldighed.
Anders Lund Madsen har i forvejen slået til lyd for den biologiske mangfoldighed i et Køllesværmermanifest, hvor han begræder, at den fynske køllesværmer er uddød i Danmark. Her skriver han:
- Den fynske køllesværmer er blot en lille flig af det skammens klæde, der snart dækker vort land og gør det ensformigt og forudsigeligt som en film med Clara Pontoppidan. På en skala fra 1 til 100 scorer Danmark 14. Det er en pæn måde at fortælle os, at vi scorer 86 på ensformighedskalaen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde