Litteraturfestivaler skal give børn lyst til at dykke ned i bøger

Københavns Biblioteker afholder børnelitteraturfestival. Det er blandt andet muligt at møde en havfrue på Københavns Hovedbibliotek, som fortæller myter og røverhistorier fra havets bund. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Flere festivaler prøver at åbne verdenen af litteratur for børn. Bøger om børns interesser får læselysten til at boble, og venskaber kan opstå, siger forsker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bøger til børn og unge er i skarp konkurrence med de hurtige klip på TikTok og de mange videoer fra youtubere.

Flere steder i landet arrangerer biblioteker derfor festivaler for børn og unge. Festivaler, der skal åbne døren til verdenen af litteratur.

Og netop et øget fokus på at udbrede viden om bøger og deres univers har en effekt på børns læselyst.

Det siger Anna Karlskov Skyggebjerg, der er leder af National Videncenter for Læsning.

- Som regel ser man en fremgang, når der bliver lavet kampagner eller projekter, siger hun.

Hun tilføjer dog, at hvis det skal have en effekt på den lange bane, skal arrangementerne gentage sig.

I maj sidste år viste en læseundersøgelse, at omkring hver femte elev i 4.-klasse er kategoriseret som en svag læser.

Samtidig læser børn og unge mindre, end de har gjort tidligere.

Det vil bibliotekerne gerne lave om på.

Det fortæller forperson for Danmarks Biblioteksforening Paw Østergaard Jensen.

- Vi vil enormt gerne være spændende på det, der giver børn lyst til at læse og motiverer dem samt skabe rammer, som lokker dem til at læse mere, siger han.

- Børnebibliotekerne ved faktisk meget om, hvad der virker. Vi vil enormt gerne spille ind som kulturinstitution i samarbejdet med folkeskolerne i kommunerne.

Der er allerede planlagt en række festivaler i år.

Det er blandt andet børnelitteraturfestivalen Vi elsker bøger, som bliver afholdt i denne uge i København, samt HerLitt i Herning i næste uge.

Desuden bliver der hvert andet år inviteret til den internationale børnelitteraturfestival Albus i Aarhus, mens Odense i efteråret inviterer til Magiske Dage, der udspringer af Harry Potter-universet.

Litteraturfestivalerne er ligeledes et forsøg på at skabe en relation til børn og unge, så de får et forhold til bibliotekerne ifølge formand Paw Østergaard Jensen.

Han mener, at bibliotekerne som kulturbærende institution har et ansvar for at få flere til at læse.

- Ligesom vi tænker med alt muligt andet, gælder det om at gøre det så meget, at det bliver en rutine. Det taler man kun til en vis grad om, når det kommer til læsning, siger han.

- Læsning er jo al lærings moder. Ud over at det er fedt og godt, er det også en forudsætning for meget andet.

Det taler ind i argumentet om, at børn skal være gode til at læse, da det er med til at give lige muligheder i samfundet.

Men det handler også om noget mere socialt ifølge Anna Karlskov Skyggebjerg.

Skal børns læselyst have et skub, kræver det, at der står en række professionelle klar til at skabe mulighederne, lyder det fra leder af National Videncenter for Læsning Anna Karlskov Skyggebjerg. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Børn finder venner gennem læsning. Det er både fiktive venner i bøgernes karakterer og i læsefællesskaber med andre børn, som interesserer sig for det samme, siger hun.

Anna Karlskov Skyggebjerg peger på, at børn giver udtryk for, at de vil læse mere, hvis litteraturen handler om ting, de interesserer sig for.

Det er blandt andet noget af det, som festivalen Vi elsker bøger i København i denne uge fokuserer på.

- Hvis man er interesseret i at læse om dyr, kan man måske have lyst til at låne en bog med hjem, hvis man møder et dyr fysisk på biblioteket, siger festivalleder Sif Gynther Lind-Olesen.

Årets tema er natur. Formålet er at vise, hvad man kan gøre for naturen, og hvad det er for en natur, der er omkring en, når man vokser op i en storby.

Skal børns lyst til at læse have et reelt skub, kræver det, at der står en række professionelle klar til at skabe mulighederne.

- Det handler blandt andet om, at børn har nogle læse- og bogpushere, som faktisk ved noget om, hvad der findes, men som også kender børnene, og hvilke behov de har, siger Anna Karlskov Skyggebjerg.

Sidste års læseundersøgelse viste, at hvis både lærere og forældre udviser glæde for at læse, har det en positiv indvirkning på eleverne.

/ritzau/

Hver femte 4.-klasseelev er en svag læser

* Skoleelever bliver løbende testet i deres evne til at læse.

* Det sker blandt andet med den internationale Pirls-test for elever i 4. klasse. Testen viser desuden, hvor gode eleverne er til at fortolke tekster og være kildekritiske.

* Der er senest gennemført en Pirls-test i 2021. Den viste, at omkring hver femte 4.-klasseelev er kategoriseret som en svag læser.

* 4.klasseelever læste i 2021 mindre hyppigt i fritiden end i 2016. Den tid, eleverne bruger på at læse, når de læser, er dog uændret.

Kilde: DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse) ved Aarhus Universitet.

/ritzau/

Et udpluk af festivaler for børn og unge

* Vi elsker bøger i København - uge 10.

* HerLitt i Herning - uge 11.

* Højland Litteraturfestival - 7.-8. juni.

* Fantasyfestival i Esbjerg - 14.-15. september.

* Magiske dage i Odense - 19.-21. oktober.

* Odsherred Læser i Odsherred - uge 45.

* Albus Festival i Aarhus - november.

Kilder: Danmarks Biblioteksforening, Herning Bibliotekerne, Silkeborg Bibliotekerne, Odense Bibliotekerne, Odsherred Biblioteker, Aarhus Bibliotekerne.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu