Livredderne: Rekord-færre folk i livsfare
Livredderne har haft travlt i 2012, men heldigvis ikke med at redde liv. "Kun" 13 gange har de måtte rykke ud, fordi folk har været i livsfare. Tallet er rekordlavt.
Det viser de foreløbige tal for årets aktioner fra TrygFondens Kystlivredning.
- Generelt handler de alvorlige redningsaktioner primært om surfere, der tager på vandet alene og må hjælpes i land i afkræftet tilstand, og badegæster som har fået kramper i vandet, siger René Højer, ansvarlig for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden.
Sidste år måtte livredderne forlade de rød-hvide tårne dobbelt så mange gange, da 27 aktioner i 2011 involverede folk i livsfare.
- En af forklaringerne er, at vi er gode til at nå folk. Vejret har selvfølgelig noget at sige, men vi håber også, at det er vores oplysende arbejde gennem mange år, som har bidt sig fast i gæsterne, fortæller kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning Erik Bech.
Og det tyder tallene da også på. I forhold til sidste års 24.874 oplysende samtaler har de haft 28.771 i år, hvor de har informeret badegæsterne om for eksempel de fem baderåd og forholdene på stranden.
Livredderne indviede også tre nye tårne i år, hvilket har betydet mere oplysningsarbejde.
- Livredderne har brugt tiden på stranden på at opsøge strandgæsterne, snakke med dem og blandt andet fortælle, hvad man bør være særlig opmærksom på på den enkelte strand, siger Erik Bech.
Samtidig har livredderne været gode til forebyggende aktioner med 2212 aktioner mod sidste års 669, hvor de for eksempel har forhindret folk i at tage luftmadrasser med i vandet i fralandsvind og på den måde også undgået livsfare-ulykker.
Sidste år hjalp livredderne 1193 gange ved bistik, snitsår fra sten og muslingeskaller, mærker fra brandmænd og dehydrering, mens de i år hjalp 2006 gange.
Livredder-sæsonen sluttede lørdag den 18 august efter otte ugers livredning på 34 strande og havnebade.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie