Lokal HK'er erstatter Lizette Risgaard i Fælledparken
FH-formand Lizette Risgaard er gået på orlov efter sager om upassende adfærd. Fredag var hun i pressens søgelys det meste af dagen. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
FH-formand Lizette Risgaard er gået på orlov, efter at sager om krænkende adfærd har set dagens lys.
Det bliver Ditte Gottlieb Bredahl, formand for HK Kommunal Hovedstaden, der erstatter Lizette Risgaard som hovedtaler i Fælledparken 1. maj, arbejdernes internationale kampdag.
Det oplyser Mikkel Andersen, formand for FH Hovedstaden, som står for arrangementet.
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og hele fagbevægelsen er havnet i et stormvejr, efter at flere mænd er stået frem med anklager om upassende adfærd mod FH-formand Lizette Risgaard.
Hun har beklaget, hvis nogen har følt sig krænket. Risgaard er desuden på orlov, mens en ekstern advokatundersøgelsen afdækker sagerne.
Det var fredag aften, at Lizette Risgaard meldte ud, at hun går på selvvalgt orlov, efter at flere mænd i Berlingske og Ekstra Bladet stod frem og fortalte om upassende adfærd fra FH-formanden i en årrække.
Dermed stod det også fast, at Lizette Risgaard ikke kunne holde tale 1. maj. Efter planen skulle hun have holdt fire taler. Den i Fælledparken var det store på dagen.
Tidligere fredag meddelte Lizette Risgaard ellers, at hun "helt klart" mente, hun kunne fortsætte med at udøve sit virke som formand for FH, mens advokater undersøgte sagerne.
Men siden meldte en række medlemsorganisationer i FH, heriblandt HK, ud, at de trækker støtten til FH-formanden.
Mikkel Andersen meddeler, at han gik i gang med at finde en erstatning for Lizette Risgaard, da hun meddelte, at hun gik på orlov.
FH's næstformand, Morten Skov Christiansen, er fungerende formand, imens Lizette Risgaard er på orlov. Morten Skov Christiansen fastholder sit oprindelige program 1. maj, oplyser FH. Han er især at finde på Fyn.
Lizette Risgaard blev valgt som formand i det daværende LO i 2015. Fagorganisationen fusionerede siden med foreningen FTF og blev til Fagbevægelsens Hovedorganisation fra 1. januar 2019.
FH har fra begyndelsen haft Lizette Risgaard som formand. FH er paraplyorganisation for 65 forskellige faglige organisationer. FH har i alt 1,3 millioner medlemmer.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde