Løkke hentede ham ind på ministerholdet
Jørn Neergaard Larsen var beskæftigelsesminister i Lars Løkke Rasmussens Venstre-regering fra 2015 til 2016. (Arkivfoto). Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Jørn Neergaard Larsen, som runder 75 år 11. februar, fik en kort politisk karriere, sad aldrig i Folketinget, men prøvede alligevel livet som minister.
At Jørn Neergaard Larsen havde styr på sit stof, da han i juni 2015 ud af det blå blev hentet ind udefra og præsenteret som beskæftigelsesminister i Lars Løkke Rasmussens Venstre-regering, betvivlede de færreste.
Inden udnævnelsen havde juristen, der 11. februar fylder 75 år, både prøvet at sidde på arbejdstagernes og arbejdsgivernes side af bordet.
Først som administrerende direktør i fagforbundet Djøf i en længere årrække.
Siden som administrerende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening. Desuden har han været dommer i Arbejdsretten.
Mens Jørn Neergaard Larsen skilte sig ud fra mængden, da ministerholdet blev præsenteret efter folketingsvalget i 2015, sprang det også i øjnene, at han ikke længere var en del af ministerholdet i den store ministerrokade i slutningen af 2016.
Ved den lejlighed blev Liberal Alliance og De Konservative lukket ind i regeringen, som fik navnet VLAK.
Jørn Neergaard Larsen var en af fire ministre fra Venstre, som "fik sparket". Dermed sluttede Jørn Neergaard Larsens politiske karriere ganske hurtigt.
Hans korte tid som minister blev brugt på blandt andet at lande aftaler om dagpenge, kontanthjælpsloft og 225-timers-reglen.
Han var også med til at indgå trepartsaftaler med arbejdsmarkedets parter om integration samt om arbejdskraft og praktikpladser til unge.
Efterfølgende har Jørn Neergaard Larsen ytret sig positivt om dansk politik, som er bedre end sit rygte, mener han.
- Det, der overraskede mig mest, var folketingsmedlemmernes arbejde og forhandlingsklimaet med ordførerne. Som borger har man et billede, som folketingsmedlemmerne via pressen selv tegner af deres dagligdag.
- Men det at skulle sidde sammen med ordførerne og finde nye veje til politiske løsninger var en arbejdsproces og et samvær, som jeg har fået den allerstørste respekt for. Som ordfører arbejder man intenst.
- Man arbejder dybt. Ordførerne er meget kompetente. Forhandlingskulturen er meget, meget ordentlig, sagde Jørn Neergaard Larsen i et interview med Politiken i 2017.
Selv om den parlamentariske karriere sluttede brat, har han fortsat haft en hel del at se til. Han er blandt andet bestyrelsesformand for Metroselskabet og har derfor været med til at åbne Cityringen og de 17 nye metrostationer i København for en lille håndfuld år siden.
Fra 2020 til 2022 var han desuden formand for kommissionen om tilbagetrækning og nedslidning, også kendt som Pensionskommissionen.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker