Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan blive tvunget til at trække et lovforslag om placering af et nyt testcenter for vindmøller tilbage.
Løkke sagde tirsdag på sit pressemøde, at regeringen i næste uge vil fremsætte et lovforslag, der afgør, at testområdet kommer til at ligge i Østerild Plantage i Thy.
Men der er lige nu ikke flertal for beslutningen, og regeringens normale støtte i Dansk Folkeparti er klar til at bringe regeringen i mindretal.
- Vi har ikke taget stilling til det testcenter. Jeg kan sagtens se for mig, at de må trække deres forslag tilbage, fordi de ikke kan få flertal, siger Jørn Dohrmann, miljøordfører for DF.
Socialdemokraterne og SF tøver også med at støtte vindmøllecentret. Partierne føler ikke, at beslutningsprocessen har været grundig nok, og de savner alternative forslag.
- Vi har overhovedet ikke forholdt os til, om vi vil stemme for eller imod Østerild. Det ville være ordentligt politisk håndværk at lægge op til en dialog, men det er der fuldstændig lukket for, siger Socialdemokraternes ordfører på området, Flemming Møller Mortensen.
SF's Steen Gade savner også alternativer.
- Jeg skal vide, at der ikke er nogle bedre placeringer. Processen har indtil nu ikke været gennemskuelig, så jeg kan ikke svare ja eller nej til den placering, regeringen foreslår. Jeg vil have et testcenter i Danmark, men vi skal også prioritere natur højt, siger han.
Samtidig med, at Løkke kæmper for at få et flertal i Folketinget, kaster Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt sig ind i kampen mod centret Østerild Plantage fra sin plads i EU-Parlamentet.
- Det er noget af det mest beskæmmende, jeg har hørt længe, men så snart, man siger ordet klima og CO2-neutralt, så finder alle bedetæppet frem.
Han vil forsøge at få EU til at modarbejde et testcenter i Thy og overbevise sine partifæller på Christiansborg om, at de skal stemme imod.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker