Løkkegaard støtter forfatter i kamp mod Facebook

Europaparlamentariker Morten Løkkegaard (V) undrer sig over truslen fra Facebook om at udelukke journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen, der har haft billeder fra sin bog "Hippie" liggende på sin væg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bøgerne om hippiebevægelsen gengiver en række kunstværker og dokumentariske fotografier med nøgne mennesker, og forfatteren har den seneste tid modtaget tre advarsler med tilhørende blokeringer fra Facebook.

- Facebook er selvfølgelig i sin gode ret til at definere reglerne for brugen af deres service, men når man begynder at tale om udelukkelse af privatbrugere på grund af det, jeg vil kalde ganske uskyldige billeder, så nærmer vi os det absurde, siger Løkkegaard.

Reaktionen kommer, efter Peter Øvig Knudsen har bedt Journalistforbundets formand, Mogens Blicher Bjerregård, om hjælp i kampen mod Facebook.

- Kommunikation med Facebook synes ikke mulig for en enkeltperson, og jeg vil derfor indtrængende opfordre Dansk Journalistforbund til at tage sagen op på mine vegne og søge en dialog og løsning med Facebook, skriver Peter Øvig Knudsen i en brev til formanden.

Morten Løkkegaard, der er næstformand i Europaparlamentets kulturudvalg, kalder det "skræmmende," at Peter Øvig Knudsen "er tvunget til at fjerne uskyldige billeder fra sin bog på sin egen Facebook-væg."

- Derfor må Facebook komme ud over de sædvanlige standardsvar og indgå i en dialog om problemet, siger han.

Det er ikke første gang, Peter Øvig Knudsen er raget uklar med en amerikansk it-gigant.

Også Apple har stillet sig på bagbenene på grundt af billederne i bøgerne om hippiebevægelsen og har derfor nægte at sælge bogen via Apples salgssystemer iBook-Store og App-store.

I sagen med Apple mødtes Løkkegaard med to af it-gigantens lobbyister i Bruxelles, der dog hverken var til at hugge eller stikke i.

- Det er meget, meget venlige mennesker, og de vil meget gerne tale. Men de har ikke rokket sig en tomme, sagde Løkkegaard efter mødet.

/ritzau/