Lolland-Falster er havørneparadis

Ørnene er ved at blive fast inventar i den danske natur. Weekendens optælling afslørede et rekordantal på 200, hvoraf de 191 var havørne.  
300 fugleinteresserede brugte to dage på at tælle, og flest indmeldinger kom fra Lolland-Falster, hvor der blev spottet 60 havørne. Det reelle antal er formentligt større.
 
- Trods dens enorme størrelse med et vingefang på 2,4 meter kan havørnen sagtens leve forholdsvis skjult i vores skove. Vi vil i Dansk Ornitologisk Forening meget gerne høre fra folk, der kender ørnepar, som vi endnu ikke er informeret om, forklarer lederen af Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) Projekt Ørn, Lennart Pedersen, på DOF's hjemmeside.
 
Foreningen står klar med hjælp og tiltag, der skal beskytte rovfuglene mod forstyrrelser.
 
Fred og ro er således helt afgørende for ørnene.
 
- En af årsagerne til ørnenes ynglesucces er, at der bliver taget hensyn til de rugende fugle, så de får fred og ro til at opfostre deres unger, forklarer Lennart Pedersen.




Antallet af ørne i Danmark er rekordhøjt og især havørnene har i stor stil slået sig ned på Lolland-Falster

Offentliggjort Sidst opdateret