Lone Scherfig lånte idéen til succesfilm

Den danske filminstruktør Lone Scherfigs gennembrudsfilm, "Italiensk for Begyndere" er ligeså irsk som dansk.

Filmselskab, Zentropa, har ifølge dagbladet B.T. accepteret at betale en afgift for idéen bag filmen til den irske forfatter, Maeve Binchy.

Hendes bog fra 1996, "Evening Class" handler om det samme. Men Maeve Binchy var ikke nævnt i filmens rulletekster.

- Da jeg så filmen stod det mig klart, at filmen lå tæt op ad bogen, siger filmselskabets direktør Peter Aalbæk Jensen til B.T.

Han siger, at Lone Scherfig havde oplyst ham om, at hendes film havde tematiske ligheder med den irske bog. Filmselskabets advokater mente dog ikke, at det ville give grundlag for en retssag om ophavsret.

Peter Aalbæk Jensen vil ikke oplyse, hvor mange penge filmselskabet har betalt siden hen til den irske forfatter, hvis forlag selv henvendte sig med krav.

"Italiensk for Begyndere" er prisbelønnet ved flere filmfestivaler. Og det er en af de meste sete danske biograffilm i nyere tid. Sålede solgte filmen 828.701 biografbilletter.

- Det er tredje gang i Zentropas historie, vi har oplevet at skulle betale erstatning, siger Peter Aalbæk Jensen.

I "Evening Class" deltager en række mennesker - præcis som i Scherfigs film - i et aftenkursus i italiensk.

Men da 'Italiensk for begyndere' havde premiere, var det udelukkende Lone Scherfig der blev krediteret som ophavskvinde til idé og manuskript.

/ritzau/

Filmselskabet Zentropa har måttet betale afgift til irsk forfatter for idéen bag Lone Scherfigs gennembrudsfilm, "Italiensk for Begyndere".

Offentliggjort Sidst opdateret