Løsladt efter indbrud i kvindehus

Dommeren valgte at løslade den mand, der søndag udløste et varselsskud inde på et krisecenter i København.

Den mand, der tidligt søndag morgen trængte ind i Grevinde Danners krisecenter i København, blev senere på dagen løsladt under et grundlovsforhør.
Manden udløste en dramatisk situation inde i kvindehjemmet, da en betjent valgte at trække sin pistol og affyre et skud op i loftet. Det fik manden til at overgive sig, så han kunne anholdes.
Det var ved femtiden om morgenen, at manden brød ind på Grevinde Danner-stiftelsen, hvor der ellers er totalt adgangsforbud for mænd. Da betjentene kom frem, kunne de se, at manden var bevæbnet med en saks og en stor kokkekniv, han havde taget på stedet. Han nægtede at overgive sig, og da han i en trappeopgang pludseligt vendte sig om og gjorde udfald mod politifolkene, valgte den ene at affyre et varselsskud.
Manden var påvirket, og umiddelbart mener politiet ikke, at der var nogen særlig grund til, at det lige var kvindehjemmet, han brød ind i. Manden blev løsladt, da dommeren ikke skønnede, at sagen om indbrud og trusler mod politifolkene kunne bære en varetægtsfængsling.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret