Løsladte Greta Thunberg demonstrerer i København
Klimaaktivisten Greta Thunberg deltager onsdag aften i en demonstration i København. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Onsdag morgen blev Greta Thunberg anholdt efter besættelsesaktion i København. Timer senere demonstrerer hun.
At den svenske klimaaktivist Greta Thunberg onsdag morgen først blev anholdt og siden løsladt af dansk politi efter en besættelsesaktion i København, har tilsyneladende ikke drænet hendes batterier.
Onsdag aften er hun til stede ved en demonstration i hovedstaden, som bevægelsen Studerende Mod Besættelsen har arrangeret.
Bevægelsen, der også stod bag morgenens aktion, kræver, at Københavns Universitet afbryder sit samarbejde med israelske universiteter.
Demonstrationen begyndte ved Københavns Universitets bygninger i det tidligere kommunehospital på Øster Farimagsgade og slutter på Frue Plads, hvor universitetet også holder til.
Politiet har fulgt demonstrationen hele vejen og fortæller til Ritzau, at den er forløbet fredeligt.
Ved morgenens aktion besluttede parterne af besætte universitetets museumsbygning.
Undervejs blev politiet tilkaldt, og siden blev seks demonstranter anholdt og sigtet for husfredskrænkelser. Alle seks blev løsladt igen.
Det er ikke usædvanligt, at 21-årige Thunberg bliver anholdt eller tilbageholdt af politiet i forbindelse med sin deltagelse i demonstrationer.
Thunberg blev blandt andet anholdt under en demonstration i London-bydelen Mayfair i oktober 2023. Hun protesterede, i forbindelse med at flere ledere af førende oliefirmaer var samlet i området.
Hun blev tiltalt for at forstyrre den offentlige orden, men blev senere frifundet.
Greta Thunberg er en af de mest fremtrædende stemmer i kampen mod klimaforandringer.
Hun blev internationalt kendt som klimaaktivist, da hun som folkeskoleelev begyndte at holde fri fra skole hver fredag for at kræve øget handling på klimaområdet.
Det gjorde hun under overskriften "Fridays for Future".
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet