Fra årsskiftet er der nul kroner i erstatning til danskere, der får lungehindekræft som følge af arbejde med asbest i årene fra før 1980.
Her træder en ny lov om behandling af arbejdsskader i kraft, og den afviser alle erstatningssager, der er ældre end 30 år, oplyser P4 Nordjylland.
Og det får store konsekvenser for især nordjyder, hvor flere arbejdede med asbest for mere end 30 år siden. Lungehindekræft kan ligge i kroppen i årtier uden at bryde ud.
- I de næste 10 år vil vi se omkring 300 ny tilfælde af lungehindekræft, og hver tredje vil være fra Nordjylland, siger overlæge Jens Peter Johansen fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg til radioen.
Hans statistikker viser, at der er langt flere tilfælde i Nordjylland i forhold til resten af Danmark på grund af især den gamle nordjyske værftsindustri og eternitfabrikken i Aalborg.
Patienter har hidtil typisk fået mén-erstatning på omkring en million kroner.
- Men patienterne vil fremover miste retten til erstatning på grund af forældelsesloven, siger overlægen.
Loven rammer også patienter, der for eksempel blev forgiftet med tungmetaller på deres arbejdsplads før 1980.
Loven træder først i kraft ved årsskiftet, men den blev vedtaget af samtlige partier i Folketinget - undtagen Enhedslisten - tilbage i 2007.
Politikerne Karl Bornhøft fra SF og socialdemokraten Bjarne Laustsen, erkender, at Folketinget begik en fejl, da man vedtog den ny arbejdsskadelov.
De vil have ændret den del af loven, der udelukker arbejdsskadesager, som er ældre end 30 år.
- Dengang var man ikke klar over, at lungehindekræft kan ligge i årtier i kroppen uden at bryde ud, siger socialdemokraten Bjarne Laustsen, til P4 Nordjylland.
Loven kommer også bag på overlæge Jens Peter Johansen fra Arbejdsmedicinsk klinik i Aalborg. Han møder hvert år en halv snes patienter, der får konstateret lungehindekræft netop på grund af arbejde med asbest før 1980.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde