Lufthavnen til passagerer: Bliv hjemme indtil videre
Strejken i Københavns Lufthavn får køerne af ventende passagerer til at vokse i en sådan grad, at lufthavnen nu opfordrer passagerer, der skal rejse senere mandag, til at blive hjemme og afvente situationen.
- Vi har simpelthen ikke plads til flere mennesker herude. Så vi opfordrer folk til at blive hjemme og holde sig orienteret om situationen på vores hjemmeside og hos deres flyselskab, siger Lea Sørensen Holm, kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavn.
Mandag formiddag er der fortsat ikke udsigt til, at personalet genoptager arbejdet, så passagererne kan begynde at bevæge sig gennem sikkerhedstjekket og ud til deres fly.
- Hvis jeg var passager og havde to til tre timers transport til lufthavnen, så ville jeg da nok tage af sted hjemmefra. Men især rejsende fra København og omegn skal holde sig hjemme, siger Lea Sørensen Holm.
Lufthavnen har mandag formiddag ikke overblik over, hvor mange passagerer der er påvirket af strejken - ud over at det drejer sig om rigtigt mange mennesker.
- Vi vil have det fuldstændige overblik senere. Men det er et par travle timer hen over morgenen, så hundredvis af passagerer vil det hurtigt løbe op i, siger Lea Sørensen Holm.
Hun siger, at de fleste passagerer har taget den kaotiske situation i lufthavnen pænt efter omstændighederne.
- Selvfølgelig er det surt. Det er vel meget få, der vil synes, at det ligefrem er en sjov situation, men vi har sendt al personale på gulvet for at dele vand ud og forsøge at informere passagererne, så godt vi kan, siger Lea Sørensen Holm.
Security-personalet nedlagde arbejdet tidligt mandag morgen, så det ikke er muligt for passagerer, der skal rejse til udlandet, at gå gennem sikkerhedstjekket.
Ledende medarbejdere holder sikkerhedstjekket åbent for indenrigsflyvninger.
Personalet strejker ifølge lufthavnen på grund af utilfredshed med den nye vagtplan for vinterhalvåret.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde