Lun og solrig mandag bliver afløst af byger ugen ud
Denne uge kommer ifølge DMI til "at stå i bygernes tegn", men også med mulighed for sol. (Arkivfoto) Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Emil Helms/Ritzau Scanpix
DMI opfordrer til at holde øje med prognoserne mandag, da der kan komme kraftige byger lokalt med torden.
Mandag begynder lunt og solrigt, men i løbet af eftermiddagen og aftenen trækker skyer med regn og byger ind over Danmark fra syd.
Bygerne kan lokalt blive kraftige og med risiko for torden. Det melder den vagthavende meteorolog fra Danmarks Meteorologiske Institut Jesper Eriksen.
- Mandag bliver ugens luneste dag, og vi forventer op mod 15 til 18 graders varme. Det er meget behageligt for oktober.
- Men op ad dagen kommer en del skyer, og sidst på eftermiddagen eller aftenen trækker regn og byger op sydfra, siger Jesper Eriksen.
Det er ifølge meteorologen for tidligt at sige, hvilke landsdele der vil blive ramt af eventuelle kraftige byger, og hvor kraftige byger der vil blive tale om.
- Man skal holde øje med vejrudsigterne sidst på dagen og i aften for at se, om der kommer kraftige eller lokale byger op til ens område. Lige nu er det vores vurdering at det holder sig lige under skybrud, siger Jesper Eriksen tidligt mandag morgen.
Resten af ugen kommer med meteorologens ord til "at stå i bygernes tegn", men også med mulighed for sol.
- Tirsdag bliver en blandet landhandel. Der kommer byger, men også perioder med sol. Lokalt kan der være hagl og torden i bygerne, siger Jesper Eriksen.
Onsdag, torsdag og fredag fortsætter i samme stil, melder meteorologen.
- Vi skruer også ned for temperaturen, så den i dagtimerne vil være mellem 12 og 15 grader. Nattefrost skal man ikke bekymre sig om, for vi lander mellem 6 og 12 grader hele ugen, siger Jesper Eriksen.
Næste weekend - som bliver starten af skolernes efterårsferie - kan begynde meget blæsende.
- Op mod weekenden kommer nogle lavtryk enten hen over Danmark eller tæt forbi, og det giver mere udbredt regn og perioder med blæst, men det er ikke afgjort endnu, siger Jesper Eriksen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned