Lungekræft: Bopæl kan afgøre om du overlever
Bopælen kan være afgørende for, om patienter med lungekræft overlever eller dør af deres sygdom.
En ny rapport fra regionerne konkluderer, at overlevelsen i Region Hovedstaden er op til 20 procent højere end i Vestdanmark.
Undersøgelsen er den mest grundige af sin art til dato, og den er baseret på regionernes behandling af knap 12.000 patienter, som i årene fra 2008 til 2010 fik konstateret lungekræft - en af de mest alvorlige kræftsygdomme.
I Kræftens Bekæmpelse kalder direktør Leif Vestergaard Pedersen det for uacceptabelt, at der er så store forskelle i behandlingsresultaterne, og overlevelseschancerne.
- Patienterne skal have samme gode behandling i hele landet. Alle lungekræftpatienter skal have del i de gode resultater, som er opnået i Region Hovedstaden, siger Leif Vestergaard Pedersen.
- Regionerne har haft undersøgelsen i tre måneder, og derfor har jeg en formodning om, at de allerede er i gang med at rette op, siger han.
Når det gælder operation, som er den mest effektive behandling, er der forskel på, hvilke patienter, der får det tilbud.
Også for kemo- og strålebehandling er der forskel på, hvor tidligt, hyppigt og udbredt behandlingerne gives.
Resultatet er, at patienter i Region Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland har mellem 10 og 20 procent højere dødelighed end patienter i Hovedstaden.
Ifølge formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), viser rapporten, at der er behov for at opdatere de kliniske retningslinjer for lungekræft.
- Da vi så forskelle i dødelighed på lungeområdet, som ikke umiddelbart kunne forklares, bad vi nogle fagfolk undersøge det. Vi har nu fået en rapport, der peger i retning af nogle årsager og nogle mulige kliniske forbedringspunkter, siger Bent Hansen.
- Regionerne skal blandt andet lære af hinandens erfaringer i forhold til at organisere lungekræftbehandling. Vi skal også hurtigst muligt implementere nye opdaterede kliniske retningslinjer, når de foreligger, fastslår regionsformanden.
Rapporten er lavet i samarbejde mellem lungekræftlæger fra hele landet og demonstrerer ifølge Kræftens Bekæmpelse værdien af registrering.
- Uden registreringen og den omfattende faglige analyse havde vi aldrig fundet forskellen mellem regionerne. Så kunne denne forskel i virkeligheden have fortsat i mange år - til skade for patienterne, siger Leif Vestergaard Pedersen.
Han mener, at rapporten vil give lungekræftlægerne et mål at arbejde efter for at opnå det højeste niveau i behandlingen.
- Jeg har allerede hørt fra flere læger, at de er glade for rapporten - selv om den viser, de ligger i den dårlige ende. Så er det bare med at komme i gang med forandringerne. Det skylder vi patienterne, siger Leif Vestergaard Pedersen.
Trods de store forskelle i overlevelse mellem regionerne, viser rapporten, at overlevelsen af lungekræft generelt er steget og ventetiden på behandling er faldet fra 56 til 40 dage.
/ritzau/
Seneste artikler
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Trist, træls og drønærgreligt: - Det hvide guld smuldrer mellem hænderne på os
Annonce: Snedkerkøkken pris og vejen til et realistisk køkkenbudget
Annonce: Et lavt månedligt beløb gør ikke nødvendigvis lånet billigt
Borgmester efter fabrikslukning: - Lige i dag er vi i knæ
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole