Lyn ramte Den Gamle By

Helsingør Theater i Den Gamle By i Århus ramt af lyn. Strømmen forsvandt og prøver til den forestående sommeropera blev aflyst.

Bygningen rystede, og teglstenene væltede ned, da et lyn mandag formiddag slog ned i Helsingør Theater i Den Gamle By i Århus.
Lynnedslaget i den næsten 200 år gamle bygning fandt sted ved halv titiden.
Kort forinden havde Kirsten Boye, som er påklæder på forestillingen "Kærlighedens Dampe", søgt tilflugt umiddelbart ved siden af bygningen for at komme i læ for et voldsomt regnskyl.
- Pludselig lød der et kæmpe brag. Lynet var slået ned i taget, hvorefter huset rystede, og teglstene begyndte at vælte ned. Det lugtede brændt, men der var ingen ild at se, fortæller Kirsten Boye til TV2/Østjylland.
Umiddelbart efter lynnedslaget hastede en række ansatte fra Den Gamle By til Helsingør Theater for at se, hvad der var sket. De kunne dog konstatere, at ingen var kommet til skade.
Lynnedslaget betød, at formiddagens prøve på sommeroperaen "Kærlighedens Dampe" blev udsat. Strømmen var gået. Operaen har premiere på torsdag, men bliver næppe forsinket trods lynnedslaget.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret