Mænd skal sikre kvinder i ledelse

Paradoks: Ligestillingsministeren har udnævnt 10 ambassadører for flere kvinder i ledelse, men hendes udnævnelse afspejler forholdene på direktionsgangene.

Hun kalder dem ambassadører for ligestilling, og netop derfor ligner navnene på de 10 personer, som ligestillingsminister Inger Støjberg (V), har udnævnt, noget af et paradoks.
Peter, Jens, Jørgen, Kenneth, Carsten, Lars, Lars-Peter, Jesper og Henrik er de ni, Jytte Lyngvig, ene kvinde, nummer 10.
Ministeren præsenterede dem i dag på Dansk Industris konference med overskriften "Kvinder styrker bundlinjen", hvor det blev præciseret, at ambassadørerne bl.a. skal arbejde for at skaffe flere kvinder ind i ledelsen af virksomheder og organisationer.
- Der er meget at vinde ved en målrettet og vedholdende indsats. Derfor handler konferencen heller ikke om at få flere kvinder i ledelse for kvindernes skyld. Den handler om, at kvinder i ledelsen kan betale sig for virksomhederne, skriver Inger Støjberg i en pressemeddelelse, hvor hun præsenterer sine ambassadører.
Jytte Larsen, ligestillings-historiker hos Kvinfo, finder, at sammensætningen af ambassadørerne afspejler virkeligheden.
- Dels den virkelighed, der er på direktionsgangene, dels den politik, som ligestillingsafdelingen har ført, og som videreføres med Støjberg, siger Jytte Larsen.


Hun mener, at den danske regering meget hurtigt kan komme problemet til livs ved at bruge "forhåndenværende og oplagte midler" som positiv særbehandling af kvinder.
Men den løsning er Inger Støjberg ikke indstillet på.
- Der er bedre veje til flere kvinder i ledelse end at tvinge kvoter ned over hovedet på både kvinder og virksomheder, skriver ministeren.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret