Majvejret har fundet sit normale leje

Nu venter en weekend med sædvanligt lumsk majvejr. Weekendens vejr indledes fredag med en del sol og temperaturer mellem 12 og 18 grader. Vinden bliver let til frisk. Dog lidt kraftigere i de nordlige egne, som også kan se frem til en enkelt byge.
 
Lørdagens vejr følger i fredagens fodspor. Igen vil der være nogen sol, men med lidt lavere temperaturer, der ikke overstiger 17 grader. Vinden vil være let til frisk fra vest og nordvest. Solen vil ligeledes titte frem de fleste steder søndag, dog krydret med en enkelt byge i ny og næ.
 
Temperaturerne når næppe op over 12 til 15 grader, og vinden er gået i nord. Denne weekends vejr har således taget en drejning i forhold til sidste weekend, hvor danskerne for alvor luftede bare tæer i sandaler og indledte solbadningen.
 
Men det er der en god forklaring på, siger vagthavende meteorolog ved DMI, Mogens Bendtsen.
 
- Der er lukket op for polarstrømmen, og vi oplever en del kold luft nordfra. Sidste weekend lå vi lunt og godt i et højtryk, som var skyld i de høje grader. Denne weekends vejr er desværre mere normalt for maj måned, siger han. /ritzau/




Forårsvejret har genfundet sit normale leje igen efter sidste weekends temperaturrekorder.

Offentliggjort Sidst opdateret