Undvegen fange anholdt i Nordsjælland med pistol. Han sigtes for drab på 33-årig mand i Københavns Nordvestkvarter i juli.
Efter godt en måneds efterforskning mener politiet at have udpeget den mand, der skød og dræbte Olcay Ünal i Københavns Nordvestkvarter 4. juli. Natten til tirsdag blev den mistænkte anholdt på en adresse i Nordsjælland, hvor politiet også fandt en skarpladt pistol.
- Om motivet kan vi sige, at pilen peger mod et internt opgør mellem kriminelle, der færdes på Christiania, siger vicepolitiinspektør Henrik Svindt i Københavns Politi.
Den 24-årige stak i marts af, da han var på udgang i forbindelse med afsoning af en dom for våben og narkotika, og har været forsvundet siden.
Manden er sigtet for at afgivet skuddene, der traf den 33-årige Ünal i hovedet og halsen, mens denne om aftenen sad sammen med flere andre omkring et bord på Theklavej ved al-Quds-skole. Ünal og de andre var samlet for at mindes den 26-årige Ahmad Reza Jamali, der fire dage forinden var blevet skudt og dræbt ved Christiania.
Politiet vil ikke umiddelbart sige, hvordan den anholdte forholder sig til sigtelsen for manddrab og overtrædelse af våbenloven. Anklageren vil kræve lukkede døre ved grundlovsforhøret, der finder sted i Retten på Frederiksberg.
Drabet har ifølge politiet ikke nogen direkte relation til konflikten mellem rockere i Hells Angels og AK 81 på den ene side og folk i indvandrerbander på den anden.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned