Manden for de principielle og profilerede sager

Advokat René Offersen er blevet kendt i offentligheden, efter at han har været forsvarer i sager med flere profilerede folk. Den 3. august fylder Offersen 60 år. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

René Offersen har forsvaret en række berømte skikkelser, og det har gjort ham til et kendt navn, også uden for advokatbranchen. Han fylder 60 år den 3. august.

Offentliggjort Sidst opdateret

Normalt tænker man ikke på advokater som nogle, der udgiver selvbiografier og opruller egne sager på dramatisk vis.

Men det har René Offersen gjort.

Advokaten udkom for ikke længe siden - i midten af maj - med en anmelderrost erindringsbog om eget liv og levned med titlen "Den uventede advokat".

René Offersen, som fylder 60 år den 3. august, fortæller i bogen blandt andet om FE-sagen og rigsretssagen mod Inger Støjberg.

I førstnævnte sag forsvarede han Claus Hjort Frederiksen, der var den ene af to tiltalte hovedpersoner, og i rigsretssagen var han forsvarer for Inger Støjberg.

I februar kom endnu en profileret sag til. Her tog han nemlig over som ny advokat for Ahmed Samsam.

Også i andre store sager længere tilbage har René Offersen slået sit navn fast. Han har eksempelvis været forsvarsadvokat for den i dag afdøde tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte.

Det var - som titlen på Offersens selvbiografi indikerer - ikke meningen, at René Offersen skulle være advokat. Det har han fortalt om til JydskeVestkysten.

Nej, Offersen, der voksede op med ufaglærte forældre, var ikke flittig med lektierne, og han havde et ønske om at blive bager.

Men på efterskolen fik han smag for det akademiske, og efterfølgende kom han med i ungdomspolitik. Her blev han bekræftet i, at han skulle læse jura, har han for nylig sagt til JydskeVestkysten.

- Jeg tænkte, at jura tog fem kedelige år, men havde en god indtægt og et godt job bagefter.

Det var Det Konservative Folkeparti, han var engageret i. Han stillede også op som folketingskandidat for partiet ved valget i 2007. Han kom dog ikke ind.

René Offersen er gift og far til to børn.

Firmaet, som han i dag arbejder og er partner i, hedder offersen:christoffersen. Han driver det med Jonas Christoffersen, tidligere direktør i Institut for Menneskerettigheder.

/ritzau/