Manden med hjelmen hjælper næste generation
Petr Cech har spillet med sin velkendte hjelm siden oktober 2006, hvor han kom til skade i en kamp mod Reading. Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix
Petr Cech, der fredag den 20. maj fylder 40, er rådgiver i Chelsea, hvor han skal hjælpe med transitionen fra at være ungdomsspiller til at blive seniorspiller.
En af tidernes bedste målmænd i Premier League deler ud af sin erfaring til de store fodboldtalenter, der håber på at slå igennem i fremtiden i den engelske storklub Chelsea.
Tjekken Petr Cech, der fredag den 20. maj fylder 40 år, er i gang med sit tredje år i rollen som præstations- og teknisk rådgiver i Chelsea.
Her har klubbens mangeårige førstemålmand ansvaret for at kunne svare på talenternes fodboldtekniske spørgsmål og rådgive om mentale aspekter af tilværelsen som professionel.
Sparringen med Petr Cech skal sikre en lettere overgang fra at være akademispiller til at være seniorspiller og spille under stor bevågenhed med verdensstjerner på klubbens førstehold.
Cech har været en populær skikkelse i London-klubben, siden han kom til fra franske Rennes i 2004.
De følgende 11 år spillede han stort set fast på Chelseas førstehold og opnåede 494 kampe for klubben. Ingen udlænding har spillet flere kampe for klubben.
Selv om han de følgende fire år frem til karrierestoppet i 2019 spillede for lokalrivalen Arsenal, kunne det ikke ødelægge hans gode renommé i Chelsea. Cech var blandt andet med til at vinde fire mesterskaber og en Champions League-titel med Chelsea.
I hjemlandet er den langlemmede keeper også en af de største fodboldhelte.
Syv gange blev han kåret til årets spiller i Tjekkiet, og med 124 landskampe har han flere kampe for landet end nogen anden - også hvis man tæller forløberen Tjekkoslovakiet med.
På trods af sine imponerende fodboldmeritter huskes Petr Cech nok bedst for at bære en blød hjelm som beskyttelse mod hovedskader.
Den har han spillet med, efter at han i oktober 2006 pådrog sig et kraniebrud efter at være blevet ramt af Reading-spilleren Stephen Hunts knæ. En bevidstløs Cech blev båret fra banen, og han blev holdt på sidelinjen i tre måneder.
Hjelmen har ikke generet ham, men det har snakken om den. Det fortalte han i et interview med Daily Mail i 2009.
- Det irriterer mig faktisk, når folk siger, at jeg bruger hjelmen, fordi jeg er bange.
- De har ingen idé om, hvad mine kirurger har sagt, og de folk ved intet om hjerneskader. Hvis jeg var bange og havde brug for psykologisk hjælp, så ville jeg bære en NFL-hjelm, sagde Cech.
Han er gift med Martina Cechova, og sammen har de børnene Adéla og Damián.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker