Mange børnefamilier valgte i denne weekend at besøge årets udgave af Krimimessen, der som sædvanlig blev holdt i Horsens gamle Statsfængsel og Vesthallen.
I år var der ekstra mange tilbud til børn i alle aldre som for eksempel krimigåder, skriveværksted og workshop med special effects. Og den satsning viste sig at blive en stor succes, fortæller Lisbeth Christensen, bibliotekschef i Horsens.
- Både krimigåderne, special effects og et skriveværksted for børn var store tilløbsstykker. Det er gået fantastisk godt, siger Lisbeth Christensen.
Besøgsrekorden fra sidste år på 4300 personer blev slået eftertrykkeligt.
- Der har været flere end sidste år både lørdag og søndag. Vi har ikke kunnet gøre det helt op endnu, men vi nærmer os nok de 5000, siger Lisbeth Christensen.
Hver år bliver der uddelt et æresdiplom for årets bedste krimidebut. I år gik diplomet til A. J Kazinski for krimien Den sidste gode mand. Det følger ingen penge med diplomet - blot en flaske portvin.
A.J. Kazinski er et pseudonym, som dækker over makkerparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich.
Krimimessen havde i år 10 års jubilæum. Den startede i 2001 som en temadag om den nordiske kriminalroman. Indtil 2006 blev Krimimessen holdt på Horsens Ny Teater, herefter i det nedlagte Statsfængsel.
Krimimessen er arrangeret af Horsens kommunes biblioteker, som samarbejder med en lang række forfattere, forlag, boghandlere og Danmarks Radio.
Der deltager mere end 100 forfattere og foredragsholdere fra Danmark, Island, Norge, Sverige, England, Tyskland, Portugal, Polen, Færøerne og USA.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde