Mange indvandrere flytter over Sundet

På bare et år er antallet af personer med baggrund i et ikkevestligt land, som flytter fra Sverige til Danmark, vokset med knap 550 personer, skriver Kristeligt Dagblad.

Mens 1201 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i 2008 skiftede adressen "hinsidan" ud med en bopæl herhjemme, gjaldt det samme 1748 personer i fjor.

Det viser nye tal, som Danmarks Statistik har udarbejdet for Integrationsministeriet.

Dansk Folkepartis Peter Skaarup frygter, at stigningen er udtryk for, at "Sverige er blevet en bagvej til at omgå de danske udlændingeregler".

- Når man kigger på tallene, kan man jo godt få den fornemmelse, at der er en negativ tendens, hvis man da er bekymret for, om nogen forsøger at omgå 24-års-reglen og kravene til familiesammenføring, siger han til Kristeligt Dagblad og tilføjer:

- Derfor vil det være interessant med en nærmere analyse af fænomenet og en redegørelse for, hvordan integrationsministeren vil begrænse indvandringen af ikke-vestlige indvandrere fra Sverige.

De to krav vil Dansk Folkeparti ifølge Peter Skaarup stille ved en række igangværende møder med regeringen, som "fortsætter frem mod, at finansloven skal indgås".

Fra regeringens side lægges der vægt på, at det formentlig kun er en mindre del af den ikke-vestlige indvandring fra Sverige, der handler om familiesammenføring.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) forholder sig i et skriftligt svar til Kristeligt Dagblad hverken til Dansk Folkepartis krav eller til tallene for indvandringen fra Sverige. Hun "forholder sig til Metock-tallene", som hun "følger nøje", skriver hun.

/ritzau/

Der er sket en markant stigning i antallet af personer fra et ikkevestligt land, der flytter fra Sverige til Danmark. På et år har 550 flere taget turen.

Offentliggjort Sidst opdateret