Manglende energiplan truer grønne investeringer
Hvis klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) ikke snart følger op på sidste års energiaftale med en samlet strategi frem mod 2020, risikerer det at koste fejlinvesteringer i milliardklassen, skriver Jyllands-Posten fredag.
Mere grøn energi betyder ifølge Dansk Energi, at der de kommende syv år skal investeres op mod 125 milliarder kroner i blandt andet vindmøller, biogasanlæg, mere fjernvarme og en omstilling af de centrale kraftvarmeværker til biomasse.
Derfor er der allerede nu brug for en køreplan, så man undgår fejlinvesteringer, lyder det fra flere sider, og både Venstre, De Konservative, Dansk Fjernvarme, Dansk Energi og Dansk Byggeri efterlyser en håndfast styring af omlægningen fra centralt hold.
I dag går en stor del af milliardinvesteringerne via kommunerne, der for længst har udarbejdet klima- og energiplaner og er i fuld gang med den grønne omstilling.
Men det nytter ikke noget, at en kommune satser på for eksempel mere fjernvarme, hvis det er bedre at bruge pengene på energirenoveringer af bygninger, lyder det fra Dansk Byggeri.
- Man kan ikke se på energi som noget, der alene vedrører Hørsholm eller Haderslev. Energiforsyningen går jo på tværs af kommunegrænserne, siger Lars Storr-Hansen, administrerende direktør i Dansk Byggeri til Jyllands-Posten.
Henrik Lund, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, er enig i kritikken.
- Ikke alle kommuner kan have et forbrændingsanlæg til affald, hvis andre kommuner skal levere affaldet. Det samme gælder for vindmøller, biogas og brug af biomasse på kraftværker. Der mangler koordinering, siger Henrik Lund til avisen.
Klima- og energiminister Martin Lidegaard erkender, at den manglende plan kan betyde fejlinvesteringer.
- Men vi må altså lige have lidt is i maven, indtil vi har alle analyserne på plads, siger ministeren, der forventer, at energistrategien er færdig om cirka et år.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde