Manglende penge fra rige lande blokerer i Doha

FN's klimamøde i Qatars hovedstad, Doha, trues af fiasko, fordi de rige lande ikke vil love at yde klimastøtte til verdens fattige og mest udsatte lande. Det vurderer både grønne organisationer og en række ulande inden konferencens slutning fredag.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi vil se penge på bordet, inden vi tager af sted. Uden tal på bordet får vi ikke nogen samlet pakke, siger Pa Ousman Jarju fra Gambia, der forhandler for gruppen af mindst udviklede lande, LDC, ifølge Reuters.

Xie Zhenhua, Kinas chefforhandler, kræver som talsmand for ulandene, at de rige lande fremlægger en detaljeret plan for, hvordan klimafinansieringen vil nå op på de annoncerede 100 milliarder dollar (knap 600 milliarder kroner) om året i 2020.

- Finansiering er kernepunktet. En aftale herom vil skabe gode betingelser for løsningen af andre spørgsmål, siger Xie på COP18-mødet i Doha.

På topmødet i København i 2009 lovede industrilandene at yde 10 milliarder dollar årligt i klimastøtte i årene 2010-2012. Beløbet skulle vokse til 100 milliarder dollar i 2020, lød løftet fra de rige lande til de fattige.

Men ingen har endnu forklaret, hvor mange penge til ulandene der kommer i Den Grønne Klimafond i årene 2013-2019, og hvor de skal komme fra. Pengene skal gå til klimasikring, så udsatte lande kan modstå tørke, oversvømmelser og ekstremt vejr.

- Doha-karavanen sidder fast i en sandstorm, lød det beklagende fra Ronny Jumeau, forhandler for Aosis, Alliancen af Små Østater, der samler 43 ø-nationer og lavtliggende kyststater, som frygter stigende vandstand i havene.

USA's forhandler, Jonathan Pershing, afviser blankt at love flere penge før 2020. EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, bebuder, at EU og enkelte medlemslande vil yde mere i klimastøtte i 2013 og 2014 end i de foregående to år.

Danmark, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Holland, Sverige og EU-Kommissionen har stillet knap ni milliarder dollar (godt 53 milliarder kroner) i udsigt de næste to år. Ulandene vil imidlertid også have USA, Japan og Australien til at finde tegnebogen frem.

"Money, money, money", sang aktivister fra WWF Verdensnaturfonden onsdag uden for konferencecentret. Det gamle Abba-hit skulle minde forhandlerne om, at det kun koster småpenge at redde klimaet i forhold til de billioner af dollar, der er brugt til at redde banker.

/ritzau/