Manifest om social ulighed får Blixenprisen for årets bog
Glenn Bechs "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet" løb med titlen som "Årets bog" ved Blixenprisen.
Der bliver pustet liv i klassekampen og bragt egne erfaringer i klassesamfundet i spil i den fortælling, der modtager prisen som "Årets bog" ved prisuddelingen Blixenprisen.
Ved uddelingen, der foregik i Pressen i Politikens Hus tirsdag aften, blev der uddelt i alt 15 priser.
Blixenprisens hovedpris for "Årets bog" gik til forfatter Glenn Bech for sin bog "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet".
Som begrundelse for prisen har juryen blandt andet lagt vægt på, at Glenn Bech er en glimrende debattør, der tager interessante problematikker op.
- Et manifest, der stiller skarpt på social ulighed, klasseskel, homofobi og privilegier. Glenn Bech formår på intelligent vis at puste liv i klassekampen og være en yderst veltalende debattør.
- Hans værk er både et vredt og sårbart opråb, og for det skal han have prisen for årets bog, skriver juryen.
Glenn Bech modtog også en Blixenpris sidste år. Her var det prisen for "Årets roman" med bogen "Farskibet".
Hovedprisen kan uddeles inden for alle genrer, så længe der er tale om en "fremragende og skelsættende bog".
Også Suzanne Brøgger blev honoreret med "Årets ærespris" ved uddelingen tirsdag.
Her fremhæves forfatteren af juryen for sit "mod til at gå forrest og give en hel verden modstand gennem sine bøger".
Prisen gives til en person, som gennem en længere årrække har arbejdet energisk, vidende og indflydelsesrigt til fremme for litteratur og læselyst.
- Hun er som en sand pioner gået i forvejen for mange yngre forfattere, der i dag har meget at takke den helt særlige og ærlige Brøgger-bryg for hjælp til at forstå og finde deres egen vildvej, sidevej eller villavej ind i litteraturen, skriver juryen blandt andet i begrundelsen for prisen.
Ud over "Årets bog" og "Årets ærespris" blev der også uddelt en Blixenpris til "Årets biografi".
Den gik til historiker Claus Bundgård Christensen for biografien "Følg Wilfred" - et portræt af den indtil nu næsten glemte danske nazifører Wilfred Petersen.
Prisen for "Årets krimi" gik til Sissel-Jo Gazans "Uglens øje", mens Dorrit Willumsen modtog prisen for "Årets roman".
Det er syvende gang, at Blixenprisen uddeles.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker