Marie skal være fadder for den lille prinsesse

Prinsesse Marie bliver den ene af i alt 12 faddere for de to kongelige tvillinger. Marie skal stå fadder for den lille prinsesse.

Tvillingerne får hver seks faddere, som er alt fra kronprinsparrets venner til adelige og kongelige.

Også kronprinsessens søster og bror er repræsenteret. Søster Patricia skal stå fadder for den lille pige, mens bror John skal være fadder for prinsen.

De øvrige faddere for den lille dreng tæller også Spaniens kronprins Felipe og prinsesse Benediktes søn prins Gustav af Berleburg samt greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille.

Tvillingprinsen får desuden kronprinsessens nære veninde og hofdame Caroline Hering og baronesse Helle Reedtz-Thott fra Gavnø Slot, som faddere.

Den lille prinsesse får ud over prinsesse Marie og Marys søster også lensgreve Bendt Wedell og Birgitte Handwerk, der er gift med kronprinsens gode ven, Jeppe Handwerk, som faddere.

Pigens sidste to faddere er prins Charles de Bourbon og kronprinsessens veninde Josephine Rechner.

/ritzau/

Den spanske kronprins Felipe og danske prinsesse Marie er blandt fadderne til de kongelige tvillinger.

Offentliggjort Sidst opdateret