Markant flere sosu'er med ikke-vestlig baggrund får job
Den overordnede udvikling i andelen af medarbejdere med ikke-vestlig baggrund på landsplan har på tværs af sektorer været konstant stigende fra 2013 til 2017, skriver Momentum. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix
Mads Joakim Rimer Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix
Der blev ansat flere ikke-vestlige borgere i den kommunale ældrepleje i 2016-2017 end etniske danskere.
Flere ikke-vestlige borgere kommer på besøg hos de ældre i kommunerne, når der skal gøres rent, eller de ældre skal hjælpes på andre måder.
Antallet af fuldtidsansatte på social- og sundhedsområdet med ikke-vestlig baggrund steg ni procent fra 2016-2017. Dermed blev der ansat flere med ikke-vestlig baggrund end med etnisk dansk baggrund.
Sådan lyder konklusionen i en analyse i Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
I 2017 steg antallet af ikke-vestlige ansatte på social- og sundhedsområdet med 1050 personer mod 925 med etnisk dansk baggrund, skriver Momentum.
Kommunerne oplever store udfordringer med at finde nye ansatte på området, samtidig med at antallet af ældre stiger.
Den nye analyse glæder Michael Ziegler (K), der er borgmester i Høje-Taastrup Kommune og formand for Kommunernes Landsforenings Løn- og Personaleudvalg.
- Det er en god udvikling, der afspejler, at kommunerne tager et stort samfundsansvar og samtidig gør, alt hvad de kan for at sikre arbejdskraft til social- og sundhedsområdet, siger Ziegler til Momentum.
Han fremhæver, at det er vigtigt og godt, at folk med den rette uddannelse og kvalifikationer bliver ansat, og der er etnicitet ligegyldig.
En af grundene til udviklingen skal findes i et stigende uddannelsesniveau blandt folk med ikke-vestlig baggrund.
Det fortæller Frederik Thuesen, forskningsleder på Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - Vive, til magasinet.
Frederik Thuesen vurderer, at det er fornuftigt, at kommunerne har fokus på folk med ikke-vestlig baggrund, da de er vigtig arbejdskraft
Rengøringspersonale er det kommunale jobområde, hvor andelen af ikke-vestlige medarbejdere er størst. Andelen ligger på 29 procent.
Ansatte med ikke-vestlig baggrund på hele social- og sundhedsområdet udgør samlet set 13 procent.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker