Hundredtusindvis af halvtamme fasaner, gråænder og agerhøns bliver hvert år skudt af danske jægere ved den vidt udbredte og uetiske jagt på udsat vildt. Det bør politikerne stoppe, mener Det Dyreetiske Råd under justitsministeren.
En stor del af de fasaner og andefugle, der jages i Danmark, er opdrættet og siden sat ud i naturen for blot at blive skudt på blandt andet herregårdjagter.
Det Dyreetiske Råd mener, at forholdene under opdræt og udsætning er forbedret. Alligevel tager et klart flertal i rådet afstand fra, at man opdrætter dyr som husdyr og siden vil have dem til at te sig som vilde dyr for at kunne skyde dem ned.
- Ved almindelig jagt høster jægeren af det naturlige overskud af dyr, og en del af de dræbte dyr ville ellers gå til om vinteren af mangel på føde, siger formanden for rådet, Peter Sandøe, og fortsætter:
- Men det argument er helt væk, når vi snakker jagt på udsatte dyr. De skal først under pres lære at tilpasse sig livet i naturen, og bagefter stresses de og risikerer at blive anskudt i forbindelse med jagten.
Ifølge tal fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF) udsætter danske jægere hvert år over halvanden million opdrættede fugle med fasaner som den største gruppe på omkring en million.
Hans Meltofte fra DOF's hovedbestyrelse er derfor mere end begejstret for den nye melding fra Det Dyreetiske Råd.
- Jagten på udsat vildt er den mest uetiske form for jagt, vi overhovedet har. De fleste mennesker rynker på næsen af opdræt af i hundredtusindevis af fugle for blot bagefter at holde massedrab på dem, siger han.
- Jægerne burde selv støtte et stop for dén type jagt, som er med til at ødelægge deres omdømme.
Det anslås, at mellem hver tredje og halvdelen af fasanerne og mindst halvdelen af alle gråænderne, der skydes i Danmark, er udsatte fugle.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub