Perfekt torskevejr. Perfekte mængder. Perfekte priser.
Så enkelt beskriver fiskehandlernes formand situationen før de sidste to dages salg af den traditionelle nytårsspise - den ferske torsk.
Formand for Danske Fiskehandlere, Søren Clausen fra Århus, oplyser, at han efter 42 år i branchen aldrig har oplevet så optimale betingelser for at få en god nytårstorsk på middagsbordet den 31. december.
- Mængderne er rigelige alle steder, og det stille, frostklare vejr har været optimalt. Derfor kan man i år i butikkerne købe torsk til 39,50 kroner pr. halvkilo urenset. Det er en meget god pris for forbrugerne, siger Søren Clausen.
Han forventer konstante tilførsler i rigelige mængder frem til formiddag nytårsaftensdag, og kunderne foretrækker fortsat torsk blandt øvrige fiskearter.
- Det er ikke kun de ældre, som køber torsk. De unge foretrækker dem dog benfri, men 65-70 procent af varerne, der ryger over disken i disse dage, er torsk. Derefter kommer laks, østers, hummer og havtaske, siger Søren Clausen.
I modsætning til mange tidligere år driller hverken vejret eller fiskekvoterne, når fiskehandlerne skal gøre kunderne tilfredse.
- Man har heldigvis ført en fornuftig kvotepolitik. Jeg har aldrig tidligere været så optimistisk som i år, siger Søren Clausen.
Også fødevareminister Eve Kjer Hansen (V) deltager i jubelkoret omkring nytårstorsken. Hun mener, at de dystre forudsigelser om torskens snarlige udryddelse er gjort til skamme.
- Bestandene går i den rigtige retning og beviser, at EU's forvaltningsplaner for torsk har virket, siger fødevareministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker