Næsten hver tredje undersøgte fødevarevirksomhed laver fejl i mærkning med tilsætningsstoffer. Det viser en ny kontrolkampagne fra Fødevarestyrelsen.
Hos importørerne af fødevarer har over halvdelen problemer med at overholde reglerne.
Under kontrolbesøg på mere end 100 virksomheder er der set på både virksomhedernes håndtering af tilsætningsstofferne og taget prøver. Fødevarestyrelsens laboratorier har undersøgt cirka 250 prøver.
- Problemer findes bredt for mange fødevarer. Vi har dog haft særligt fokus på slik, sodavand, majonæsesalater og sovse, hvor vi ved der ofte er problemer, siger akademisk medarbejder i Fødevarestyrelsen Birgit Christine Bønsager.
Fejlene er typisk i den lavere ende og bærer præg af sjusk og manglende kendskab til reglerne. Ofte glemmer virksomhederne at mærke deres varer med hvilke farvestoffer, konserveringsstoffer og sødestoffer de indeholder.
Derudover er der fundet overskridelser af grænseværdier og ulovlige anvendelser af godkendte tilsætningsstoffer. Ingen af overtrædelserne har givet anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder, fordi overtrædelserne ikke har været markante.
Fødevareminister Henrik Høegh (V) vil have virksomhederne til at stramme op.
- De skal mærkes korrekt. Det er ikke i orden, at der bliver lavet så mange fejl, som vores kontrol her har afdækket, siger ministeren
Han varsler derfor en intensiveret indsats fra Fødevarestyrelsen den kommende tid over for virksomhederne med flere kontrolkampagner og mere oplysning.
Fødevarestyrelsen har i forbindelse med kampagnen i en række tilfælde sanktioneret med indskærpelser og opfølgende kontrol for virksomhedernes egen regning. Desuden har styrelsen i fem tilfælde uddelt påbud eller forbud, fordi den ulovlige brug af tilsætningsstoffer var af grovere karakter. En enkelt virksomhed er blevet meldt til politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde