Massiv anmelderros til britiske Blur
Forud for torsdagens Blur-koncert på Skanderborg Festival var forventningerne tårnhøje, og festivalens hovednavn skuffede ikke anmelderne på landets aviser.
- En slingrende, men noget nær sublim koncert, lyder ordene fra Politikens anmelder Erik Jensen, der giver koncerten fem ud af seks stjerner.
- Det handlede om musik, om at levere den på den bedst tænkelige måde mellem folk, der tydeligvis fandt behag i musikken og hinandens selskab på scenen denne aften, lyder det videre.
Koncerten i Skanderborg var bandets tredjesidste planlagte koncert. Fredag aften spiller Blur på en festival i Göteborg, og søndag takker de af under OL-afslutningen i London - for nu i hvert fald.
- Bedømt ud fra aftenens koncert var der ingen grund til at lukke butikken og gå hver til sit helt endnu. Men var det her vitterligt det sidste, vi kommer til at se og høre til Blur, var det i det mindste et værdigt dansk punktum, skriver Berlingske og kvitterer med fem stjerner.
Særligt begejstret er Ekstra Bladets anmelder, der giver koncerten i bøgeskoven fuldt hus - seks ud af seks stjerner - under overskriften "Historisk aften med Blur".
- Den britiske kvartets måske sidste koncert på dansk grund var en suveræn og mindeværdig oplevelse, skriver anmelderen og tilføjer:
- Uanset hvad fremtiden bringer, har Blur for længst sikret sig en plads blandt de helt store i det sidste kvarte århundreds populærmusik.
Anmelderen hos musikmagasinet Gaffa er enig og kaster fem stjerner efter britpop-bandet.
- På en aften, hvor Blur viste spændvidden i deres musikalske bagkatalog, med klar vægt på deres hits, sejrede orkesteret med en usentimental, smuk og festlig svanesang, lyder det i anmeldelsen og B.T.'s anmelder stemmer i.
- Bravo Blur - det var en fornøjelse, skriver avisens anmelder Steffen Jungersen og finder fire stjerner frem.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie