Massive fejl i Tønders børnesager
Alt for mange fejl. Alt for mange mangler.
Det er den triste konklusion oven på den stikprøveanalyse, som Tønder Kommune har fået lavet af 50 af kommunens børnesager.
Derfor har den sønderjyske kommune nu besluttet at endevende de omkring 900 nuværende børnesager i kommunen.
Det skriver dr.dk.
- Der er steder, hvor det kan blive bedre, blandt andet omkring registrering og opfølgning af sagerne, siger Henrik Mehlsen (S) til DR Syd. Han er formand for Børne- og Skoleudvalget i kommunen.
Formanden medgiver, at det er uacceptabelt, at undersøgelsen viser, at der kun findes en børnefaglig undersøgelse i 75 procent af de sager, hvor der ellers burde have været foretaget en undersøgelse.
Formanden for socialrådgiverne, Anne Jørgensen, mener, at Tønder Kommunes massive fejl i børnesager tegner et generelt billede. Nemlig at kommunerne overordnet set har svært ved at leve op til de lovkrav, der bliver stillet i børnesager.
- Selv den dygtigste socialrådgiver ville ikke kunne nå det hele, ud fra det pres der er på, siger Anne Jørgensen.
Hun fortsætter:
- Man vedtager nogle gode love, som man vil have, at kommunerne efterlever, men man presser samtidig også kommunerne rigtig meget økonomisk. Det er selvmodsigende at forlange, at kommunerne skal overholde den nye lovgivning, samtidig med at de skal overholde de stramme budgetter og aftaler.
Dog ligger det fast, at Tønder Kommune inden længe gennemgår 900 børnesager.
Således får medarbejderne på mandag et fælles overblik og forståelse af, hvor politikerne gerne vil hen i forhold til serviceniveauet på børnesagerne.
- For vi skal have faste procedurer for, hvordan det skal gøres i praksis og hvilket serviceniveau, vi vil have, siger Henrik Mehlsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker