Den gavnlige blodfortyndende effekt af hjertemagnyler nedsættes hos patienter, som samtidig får behandling med mavesårsmedicin af typen syrepumpehæmmere. Det viser en ny stor undersøgelse fra Aarhus universitetshospital, Skejby.
Hjertemagnyl er det mest solgte lægemiddel i verden og er central i forebyggelsen af blodpropper. Men hjertemagnyls blodfortyndende effekt øger samtidig risikoen for mavesår. Mange mennesker behandles derfor med både hjertemagnyl og mavesårsmedicin.
Undersøgelsen bygger på 418 patienter med åreforkalkning i hjertets kranspulsårer. Alle patienter var i blodfortyndende behandling med hjertemagnyl for at forebygge blodprop i hjertet. 51 patienter var derudover i behandling med mavesårsmedicin af typen syrepumpehæmmere. Blodprøver viser, at hos de 51 patienter, som ud over hjertemagnyl var i behandling med syrepumpehæmmere, klumpede blodpladerne hurtigere sammen og var væsentlig mere aktive end hos de patienter, som udelukkende var i behandling med hjertemagnyl.
Undersøgelsens resultater antyder, at samtidig behandling med hjertemagnyl og syrepumpehæmmere nedsætter den blodfortyndende effekt af hjertemagnyl. Det kan øge risikoen for blodprop i hjertet hos patienter, som får begge slags medicin.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned