McDonald's i Danmark har droppet russisk fisk
Det er uklart, om 41 andre lande også har valgt at droppe russisk fisk i deres McDonald's-burgere. (Arkivfoto). Foto: Jason Lee/Reuters
McDonald's har igennem flere år benyttet russisk fisk i deres Filet-O-Fish-burgere, men det sluttede i 2022.
McDonald's bruger ikke længere russisk fisk i sine burgere.
Det oplyser kommunikationschef for McDonald’s i Danmark Fannie Pramming til Politiken.
- Den fisk, som vi i dag bruger i vores Filet-O-Fish, er MSC-certificeret alaskasej fra USA, siger hun til mediet.
Over for Politiken vil Fannie Pramming ikke uddybe baggrunden for beslutningen om at droppe russisk fisk.
Hun siger til Ritzau, at det allerede var i oktober 2022, at fastfoodkæden skiftede over til alaskasej fra USA.
McDonald's har igennem flere år fået leveret fisk fra den danske virksomhed Espersen, der er landets største producent af fiskeprodukter.
Virksomheden importerer ifølge Politiken en stor del af sin fisk fra Rusland.
Espersen har i mange år leveret fisk til McDonald's i 42 lande, men nu er det slut med at finde russiskfanget fisk fra Espersen i danske McDonald's-restauranter.
Det er uklart, om det samme gælder i de resterende 41 lande, skriver Politiken.
Espersen leverer stadig fisk fra andre områder til danske McDonald's, oplyser Fannie Pramming.
Sidste år, da McDonald's stadig brugte russisk fisk i sine burgere, rettede flere politikere kritik mod fastfoodkæden.
En af dem var Socialdemokratiets tidligere fødevareordfører Anders Kronborg.
- McDonald’s er jo med til at holde gang i det russiske industri- og fødevareerhverv, og så er man også med til at holde gang i Rusland generelt, sagde han til Berlingske.
Imens lød det fra De Konservatives fiskeriordfører, Per Larsen, til Berlingske, at han havde haft sin sidste tur på McDonald's.
- Det kommer i hvert fald til at betyde, at jeg ikke skal på McDonald's. Jeg kan kun appellere til, at de ændrer den praksis hurtigst muligt, og så går jeg da i hvert fald uden om deres butikker, sagde han.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned