Medicinstuderende har fået øjnene op for almen praksis

Antallet af medicinstuderende, der arbejder i almen praksis, er næsten ni gange så højt som for ti år siden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er mangel på praktiserende læger i Danmark, men en ny analyse fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) viser, at der er begrundet håb om at løse problemet i fremtiden.

Analysen viser, at hvor der for ti år siden var 251 medicinstuderende, der arbejdede i almen praksis under studiet, så var tallet steget til 2224 sidste år.

Det er næsten ni gange så mange, og alene det seneste år er antallet vokset med 466, svarende til 27 procent.

Ifølge Jørgen Skadborg, der er formand for PLO, har der været tale om en selvforstærkende proces, hvor de studerende og lægerne hver især har opdaget, at et studiejob i almen praksis er en god idé.

Og selv om det ikke er nogen garanti for, at den studerende også vælger at fortsætte den vej efter endt uddannelse, så er det ikke uden betydning.

- Vi har lavet en undersøgelse blandt medicinstuderende, der viser, at har man prøvet at arbejde i praksis, så får man en mere realistisk og positiv forståelse for arbejdsdagen som praktiserende læge, og så ved man, hvad man går ind til.

- Jeg var selv i 14 dages praktik i en praksis i Aarhus i sin tid, og det var også der, at jeg besluttede mig for at gå den vej, siger lægeformanden.

Det er i forbindelse med sundhedsreformen aftalt, at antallet af praktiserende læger skal øges fra 3400 til 5000 frem mod 2035. Men flere i studiejob sikrer ikke i sig selv, at målsætningen nås.

- Almen medicin er faktisk allerede den mest efterspurgte speciallægeuddannelse blandt de studerende. Men der mangler flere studiepladser, så alle kan få deres ønsker opfyldt.

- Og så er der stadig steder på landkortet, hvor det er svært at få læger til at søge hen. Så der skal måske også nogle andre incitamenter til for at styrke lægedækningen der, siger Jørgen Skadborg.

De medicinstuderende, der arbejder hos en praktiserende læge, har både administrative opgaver, men har også patientopgaver som eksempelvis vaccinationer, blodtryksmåling og celleskrab.

Væksten i antallet af medicinstuderende med studiejob er nogenlunde jævnt fordelt over landet, med undtagelse af Region Sjælland, hvor der ikke er nogen medicinuddannelse.

Det bliver der imidlertid gjort noget ved i form af en ny lægeuddannelse på Københavns Universitet, der er særlig målrettet Region Sjælland.

/ritzau/