Medmindre de pårørende til de nu frigivne syv sejlere vil fortælle, hvad det har kostet at få gidslerne vristet ud af piraternes klør, vil beløbet på den præcise løsesum formentlig aldrig komme frem.
For at fremstå som nogle succesfulde kriminelle overdriver piraterne nemlig altid de løsesummer, de får for at løslade gidsler.
Det siger redaktøren af netavisen Somalia Report, Michael Logan. Mediet Somalia Report rapporterer dagligt om gidselsituationen i området ud for Afrikas Horn.
- Man kan aldrig rigtigt stole på, hvad piraterne fortæller.
- Da vi tirsdag offentliggjorde historien om, at den danske familie fra var sat fri, forsøgte vi via flere kanaler at få det bekræftet. Men vi er skeptiske med hensyn til løsesummen på de tre millioner dollar.
- Man kan ikke vide, om det er rigtigt, medmindre den anden part i forhandlingerne vil afsløre det, siger Michael Logan til Ritzau.
Logan slår fast, at en løsesum på tre millioner dollar - svarende til 15,9 millioner kroner - er meget høj i forhold til, hvad der er betalt for andre private sejlergidsler.
Direktør i sikkerhedsfirmaet Risk Intelligence, Hans Tino Hansen, kender til piraternes overdrivelser.
- De overdriver let med både 20, 30 og måske også 50 procent. De vil fremstå som succesfulde, og store millionbeløb sælger jo godt i pressen, siger Hans Tino Hansen.
Han mener ikke, at piraternes bevidste overdrivelse af løsesummernes størrelse ødelægger det for eksempelvis de to sydafrikanske sejlergidsler, der også er i piraternes klør.
- De professionelle forhandlere og rådgivere ved godt, hvad den reelle prise er. De taler sammen om det.
- Det samme gør piraterne. Derfor er effekten kun indirekte, men medier og politikere kan blive påvirket, fordi de ikke ved bedre, siger Hans Tino Hansen.
De syv sejlergidsler er efter 194 døgn i piraternes varetægt nu kommet til Danmark.
De pårørende har frabedt sig al opmærksomhed i forbindelse med de syv sejleres hjemkomst.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker