Medier: Danske firmaer har serviceret mistænkte skyggeflådeskibe
Ifølge data fra skibsovervågning har firma ejet af Nordic Waste-milliardær serviceret muligt skyggeflådeskib.
Tre danske selskaber har serviceret flere af de russiske tankskibe, som mistænkes for at være en del af den såkaldte skyggeflåde.
Det skriver Danwatch og Dagbladet Information.
De to af selskaberne er nordjyske Saga Shipping og L&N Supply Ships. Det sidste - SDK Shipping - er ejet af Torben Østergaard-Nielsens selskab USTC Group.
Torben Østergaard-Nielsen og USTC Group har tidligere fået kritik i sagerne om Dan-Bunkering og Nordic Waste.
Ifølge Dagbladet Information og Danwatch har de tre virksomheder tilsammen handlet med mindst 59 skibe, som mistænkes for at være en del af skyggeflåden, i 2024 i Skagen.
Det bygger de to medier på tal fra tjenesterne Kpler og MarineTraffic, hvor man kan overvåge skibe.
Den såkaldte skyggeflåde er skibe, som ofte har ukendt forsikring og ejerskab og bruges af Rusland til at omgå internationale sanktioner, fordi de ikke kan spores tilbage til Rusland.
Et eksempel er, at SDK Shipping ifølge de to medier, i mindst et tilfælde har serviceret skibet "Main", som tidligere var ejet af et rederi, der blev sanktioneret af Storbritannien.
SDK Shipping afviser at forholde sig til det konkrete skib, men oplyser til Danwatch og Dagbladet Information, at de ikke har kundeforhold til sanktionerede skibe eller virksomheder.
For Saga Shippings vedkommende peger de to medier på, at selskabets forsyningsskib sejlede ud til tankskibet "Marabella Sun" i starten af december. Skibet blev sanktioneret af EU 16. december.
Saga Shipping siger til Dagbladet Information og Danwatch, at man ikke ønsker at handle med skyggeflåden, og at man holder sig inden for de gældende regler.
L&N Supply Ships har ifølge de to medier betjent 22 tankskibe fra skyggeflåden. Selskabet påpeger, at det er svært at gennemskue, hvilke skibe der er en del af skyggeflåden, og at man overholder lovgivningen på området.
Ifølge L&N Supply Ships handler man ikke med de rederier, som ejer skibene.
Danwatch og Dagbladet Information har spurgt Søfartsstyrelsen, om selskaberne har ageret inden for sanktionerne. Styrelsen er ikke vendt tilbage inden deadline.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker