Medier: Personer er anholdt i sag om forsvundet tiårig
Arkivfoto: Anders Knudsen
Foto: Anders Knudsen, FT
En tiårig dreng blev fundet lørdag i god behold efter at være forsvundet. Flere er anholdt, skriver medier.
Der er angiveligt blevet anholdt flere personer i forbindelse med en tiårig drengs forsvinden.
Det erfarer både JydskeVestkysten og B.T.
Drengen forsvandt til fods fra sin skole i Grimstrup i Esbjerg Kommune fredag omkring klokken 13.00.
Lørdag aften blev drengen fundet i god behold, lød det fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Men sagen er formentlig ikke slut endnu. B.T. skriver, at politiet ikke ønsker at oplyse, hvem de anholdte er, eller hvad de er sigtet for.
JydskeVestkysten skriver, der er tale om drengens mor og morfar. Det fortæller et anonymt familiemedlem til avisen.
Drengen blev fundet lørdag hos en ven af familien.
- Vi er meget glade for at have fundet drengen i god behold og kan berolige borgerne i området. Der er ingen grund til utryghed, udtaler vicepolitiinspektør Jan Lambertsen i en pressemeddelelse lørdag tidlig aften.
Vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard oplyste til Ritzau fredag kort før midnat, at drengen ikke mødte op, da han efter skole skulle hentes af en taxabus.
Samtidig sagde vagtchefen, at politiet ikke mistænkte, at der var sket noget kriminelt.
Området, hvor drengen forsvandt, blev eftersøgt med hunde natten mellem fredag og lørdag.
Politiet sendte lørdag helikoptere i luften for at lede efter drengen.
Lørdag middag skrev JydskeVestkysten, at drengen kort tid inden sin forsvinden havde sendt en video til sin mor.
I videoen, som moren har delt med lokalmediet, sagde drengen, at han ville stikke af. I videoen fremgik det, at han ikke ville tilbage til det opholdssted, hvor han bor.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde