Tre medlemmer af AK81 blev onsdag dømt for et overfald på to indvandrerunge i Hellerup. De nægtede, at overfaldet havde noget med bandekonflikten at gøre.
Tre mænd på 22, 23 og 24 år blev onsdag i Retten i Lyngby idømt henholdsvis seks, seks og syv måneders fængsel for at have overfaldet to unge med indvandrerbaggrund på Strandvejen i Hellerup nord for København.
De tre mænd omringede den bil, som de to andre kørte i, og slog løs på den med blandt andet et koben. De to unge mænd flygtede, men overfaldsmændene fulgte efter og fik fat i den ene, som fik flere slag og spark, før det lykkedes ham at slippe væk.
I retten erkendte de tre rockeraspiranter overfaldet, men nægtede, at det havde noget med bandekonflikten at gøre.
- Jeg kørte alene på Strandvejen, da de kørte op på siden af mig og provokerede mig med fagter, fortalte den 22-årige i retten.
Han fulgte efter dem og ringede samtidig til den 23-årige og bad om hjælp.
Den 23-årige, der i øvrigt var den eneste af de tre, der ikke havde synlige tatoveringer, er i forvejen sigtet for at have skudt og dræbt Osman Nuri Dogan i Tingbjerg den 14. august sidste år - et drab, der regnes for startskuddet på bandekonflikten. Politiet har dog ikke kunnet samle nok beviser mod ham til at få ham fængslet for drabet.
Da han fik opringningen fra sin kammerat, var han sammen med den 24-årige, og de kørte straks til Strandvejen, hvor overfaldet fandt sted.
Den 24-årige indrømmede dog, at konflikten mellem rockere og indvandrerbander indirekte spillede en rolle i overfaldet.
- Vi er i en konflikt, så vi passer godt på hinanden og kommer med det samme, hvis en af os har problemer, sagde han i retten.
De tog alle tre betænkningstid med hensyn til at anke dommen.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde