Fiskeopdrættere, myndigheder og miljøfolk er enige om en plan til at udvide produktionen af fisk på dambrug til lands og til havs. Det skal ske på bekostning af landbrugets udledning af næringsstoffer i tilfælde af, at der virkelig kommer skred i udviklingen af fiskeopdræt herhjemme.
Det fremgår af en række anbefalinger, som Akvakulturudvalget under Fødevareministeriet er kommet med.
Anbefalingerne har til formål på én og samme gang at skabe vækst i erhvervet og at formindske miljøbelastningen fra fiskelort, overskudsfoder, medicin og andre miljøgener.
Til havs foreslår udvalget, at der i første omgang sættes et loft for havdambrugenes udledning af næringsstoffer. Hvis der er udsigt til større vækst for havdambrugene - ja, så må bønderne holde for med en tilsvarende nedskæring af landbrugets udledning af næringsstoffer, anbefaler et enigt udvalg.
Ferskvandsdambrugene vil udvalget regulere med en omlægning af styringen af dambrugenes forurening, så de får næringsstofkvoter, som de kan handle med indbyrdes. Hvis kvælstofreguleringen af landbruget også lægges om til omsættelige kvoter, så må dambrugene handle sig til rette med bønderne om flere kvoter - altså, igen en udvidelse på landbrugets bekostning.
- Hvis der skal være plads til både landbruget og fiskeopdrætterne, så der det måden at gøre det på. Der er ikke plads til mere af begge dele, siger marinbiolog Henning Mørk Jørgensen fra Danmarks Naturfredningsforeningen (DN).
Sådan en styring af næringsstofforurening skal sikre, at den samlede miljøbelastning holdes inden for rammerne af regeringens kommende vandplaner i Grøn Vækst, der skal regulere naturen og vandmiljøet i henhold til EU's direktiver.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker