Mere end 1500 skadesanmeldelser efter stormen Pia
Skadeanmeldelserne efter stormen Pia omhandler blandt andet væltede træer og trampoliner, som er fløjet væk på grund af den kraftige vind. (Arkivfoto). Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Tryg Forsikring og Topdanmark har modtaget henholdsvis over 700 og 830 anmeldelser om stormskader.
Forsikringsselskaber har modtaget hundredvis af anmeldelser om stormskader i forbindelse med stormen Pia.
Tryg Forsikring oplyser til Ritzau, at det til og med lørdag eftermiddag har modtaget over 700 anmeldelser.
De omhandler blandt andet væltede træer og trampoliner, som er fløjet væk på grund af den kraftige vind.
Imens lyder det fra Topdanmark, at selskabets skadecenter har modtaget 830 anmeldelser.
Naturskaderådet har lørdag vurderet, at stormen Pia fra torsdag til fredag har ført til stormflod flere steder i landet.
Dermed har skaderamte mulighed for at søge erstatning for skader, der er opstået som følge af oversvømmelser fra stormfloden.
I Jylland er der erklæret stormflod i den sydlige del af Nissum Fjord og dele af Aarhusbugten.
Derudover gælder det hele Odense Fjord, og så et stort område fra Asnæs Fyr på Sjælland og hele vejen nord om og øst over om Sjælland ned til København.
En stormflod er en oversvømmelse, der kommer af ekstrem høj vandstand i havet. Vandstanden skal være så høj, at den forekommer sjældnere end hvert 20. år.
Sidste Naturskaderådet erklærede stormflod var i oktober.
Den samlede erstatningssum fra oktobers stormflod ser ud til at blive dyr. Indtil videre lyder estimatet på det samlede erstatningsbeløb på 1,2 milliarder kroner.
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) blev stormen Pia den kraftigste storm i otte år.
Den gik i land ved den jyske vestkyst torsdag eftermiddag, og det var her, at den leverede de kraftigste pust.
Vindstødene kom op på 44 meter i sekundet - svarende til orkanstyrke - ved Thyborøn.
Den højeste middelvind blev målt i Thorsminde og lå på 30,3 meter i sekundet - svarende til stærk storm.
Det er middelvinden, som er den gennemsnitlige vindstyrke, der afgør, hvor kraftig en storm har været.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker