Mere frihed: Erhvervsskoler får stort økonomisk løft
Ny aftale skal være med til at reducere frafaldet på erhvervsuddannelserne. Nogle uddannelser har et frafald på 20 procent, mens andre har et frafald på 70 procent. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Med ny aftale får erhvervsskoler trecifret millionbeløb uden bindinger til blandt andet at øge trivslen.
Erhvervsskolerne får med en ny politisk aftale et økonomisk løft og frihed til selv at vurdere, hvordan pengene bruges bedst.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Samlet set afsættes der over en halv milliard kroner årligt fra 2030 til at øge kvaliteten på erhvervsuddannelserne.
Fra 2025 afsættes der 262 millioner kroner stigende til 317 millioner fra 2032 og frem til skolerne uden bindinger.
Pengene skal blandt andet bruges til at øge trivslen og skabe bedre sammenhæng mellem undervisningen på skolerne og tiden i oplæring.
- Med denne kæmpe investering i erhvervsuddannelserne sikrer vi nu, at de, der går den faglærte vej, får uddannelse af endnu højere kvalitet.
- Det er på tide, at vi investerer markant i den faglærtes uddannelse, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i meddelelsen.
De 30 initiativer i aftalen har især fokus på at reducere frafaldet. Fire ud af ti elever falder fra erhvervsuddannelserne.
Med aftalen lempes muligheden for at blive optaget på landets skolehjem, hvor elever og lærlinge kan bo sammen med andre under deres uddannelse.
I dag skal eleverne have mindst fem kvarters transporttid til uddannelsen for at blive optaget, men kravet sænkes nu til tre kvarter.
Herudover øges tilskuddet til uddannelsesophold i udlandet.
Målet er, at andelen af elever og lærlinge, der tager en del af deres uddannelse uden for landets grænser, femdobles.
Dygtige undervisere er afgørende for undervisningens kvalitet, lyder det i aftalen, og derfor skal den pædagogiske efteruddannelse styrkes.
Erhvervsskolerne forpligtes desuden til at besøge eleverne i deres oplæringsvirksomheder.
Aftalen er indgået af regeringen sammen med Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, De Radikale og Alternativet.
Sidste år blev der indgået to andre aftaler på området.
Den nye aftale betyder, at der samlet set prioriteres omkring en milliard kroner fra 2030 og frem til erhvervsuddannelserne.
/ritzau/
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned