Mere julelys med mindre energi

Selvom vi får stadig mere elektrisk julelys, falder strømforbruget til det. I år bruger danskerne godt 55 millioner kroner på strøm til julelys, viser en ny analyse fra Center for Energibesparelser.

Det er 20 procent mindre end i 2008. Faldet skyldes, at mange køber de energieffektive lyskæder med lysdioder i stedet for dem med glødepærer.

Opgørelsen glæder Christian Lüders, kommunikationschef i Center for Energibesparelser.

- Det er fint at sprede lys i en mørk tid, og i denne julemåned glæder vi os ekstra meget over, at både producenter, forhandlere og forbrugere nu går ind for at pynte op til jul med energieffektiv belysning, siger han.

Faldet i elforbrug skyldes, at der bliver færre julelys med glødepærer, efterhånden som energieffektive lyskæder med lysdioder vinder frem.

Det gennemsnitlige elforbrug for en lyskæde i Danmark er omkring 10 watt, men de mest effektive diodelyskæder bruger kun omkring 1 watt. Samtidig holder lysdioderne flere gange længere end glødepærer.

Christian Lüders opfordrer forbrugerne til at kigge godt på pakken, når man køber lyskæder.

- Nogle producenter oplyser ikke, om de bruger glødepærer eller lysdioder. Jo lavere watt-tal, jo mindre strøm bruger kæden, siger Christian Lüders.

Og så kan man også spare noget ved at bruge et tænd-sluk-ur, som tænder og slukker julelysene automatisk, så man ikke selv skal huske det.

/ritzau/

Julen varer længe, men i år koster den færre penge, når det gælder energiforbruget til julepynt.

Offentliggjort Sidst opdateret