Meteorkrater på størrelse med Bornholm fundet i Grønland
Isranden i Inglefield Land i Nordvestgrønland. Meteorkrateret er opkaldt Hiawatha efter en gletcher med samme navn. Foto: Statens Naturhistoriske Museum/Free
Statens Naturhistoriske Museum/Free
Forsker kalder meteorkrater usædvanligt velbevaret. Krateret er fundet under indlandsisen i Nordgrønland.
Et gigantisk meteorkrater på størrelse med Bornholm.
Det er, hvad et internationalt forskerhold har opdaget begravet under indlandsisen i Nordgrønland.
Det oplyser Statens Naturhistoriske Museum i en pressemeddelelse. Krateret måler 31 kilometer i diameter. Det er første gang, at et krater af den størrelse er fundet under en af Jordens iskapper.
Krateret har ligget skjult under mere end et kilometer tykt lag is. Det blev dannet, da en kilometerstor jernmeteor styrtede ned i Nordgrønland.
Forskerholdet har gjort fundet under ledelse af forskere fra Center for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet. Professor Kurt H. Kjær fortæller, at fundet er velbevaret.
- Krateret er usædvanligt velbevaret, og det er overraskende, da gletsjeris er en utrolig effektiv slibemaskine, som hurtigt vil kunne fjerne sporerne fra nedslaget.
- Men det betyder, at krateret må være ungt set med geologiske øjne. Indtil videre har det ikke været muligt at datere krateret, men meget tyder på, at det er yngre end tre millioner år og muligvis blev det dannet for 12.000 år siden ved afslutningen af den sidste istid, siger han i meddelelsen.
Arealet af meteorkrateret svarer til størrelsen på Bornholm. Det indplacerer ifølge museet krateret blandt de 25 største på Jorden.
Krateret blev opdaget, da forskerne i december 2015 nærstuderede et helt nyt kort over topografien under Grønlands indlandsis.
De bemærkede her en gigantisk rund fordybning under Hiawatha-gletsjeren ved indlandsisens rand i Nordgrønland. Siden har forskerne lagt et stort arbejde i at undersøge fundet.
- Én ting er at få en mistanke om, at det findes deroppe. Noget andet er at dokumentere, at det faktisk også hænger sådan sammen, og det har taget noget tid, siger Kurt H. Kjær.
Blandt andet sendte forskerholdet i maj 2016 et tysk forskningsfly fra Alfred Wegener Instituttet til at overflyve området med en ny kraftig radar for at kortlægge kraterbunden og den overliggende is.
Kurt H. Kjær fortæller, at næste skridt i undersøgelsen af krateret bliver at finde ud af, hvornår det nærmere bestemt er fra. Det er afgørende for at forstå, hvilken betydningen meteoren har haft for klimaet og livet på Jorden.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker