Metroejer afgør selv erstatninger
Københavnske butikker kæmper for livet i skyggen, støvet og støjen fra 21 metrobyggepladser. Chancen for at få erstatning for tabt omsætning er minimal, og eksperter sår nu tvivl om uvildigheden i erstatningssystemet.
Det skriver Politiken.
- Borgere og virksomheder føler ikke altid, at det er en uvildig part, der behandler deres sag, siger partner i advokatfirmaet Interlex Uffe Baller, der har ført flere ekspropriationssager.
- De opfatter det snarere som en modpart, fordi det er staten, der både foretager ekspropriationen og samtidig fastsætter erstatningen, tilføjer han.
Grundlovens paragraf 73 sikrer danskerne ret til "fuldstændig erstatning" ved ekspropriation af ejendom eller besiddelser.
Metroselskabet, der er ejet af staten, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, skal således udbetale de erstatninger, som den uvildige Ekspropriationskommission fastsætter.
Men fire af fem medlemmer af kommissionen er udpeget af staten og de to kommuner, og kommunens metrokoordinator deltager som rådgiver. Klageinstansen er sammensat på samme måde.
- Der er for det første et sammenfald mellem ejerforholdet i Metroselskabet og sammensætningen i kommissionerne, og det skaber et habilitetsproblem, siger Christian Schwarz-Hansen, partner i advokatpartnerselskabet Lead, til Politiken.
- For det andet gør staten, hvad den kan, for at vride sig uden om det fulde erstatningsansvar, som grundloven ellers foreskriver. Hvis du ødelægger min bil, skal jeg have fuld erstatning, men den regel gælder åbenbart ikke for staten, tilføjer han.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker