Mette Frederiksen: Mænd, der køber sex, kan ikke passe deres arbejde

- Jeg tror ikke, at en kunde hos en prostitueret bagefter kan gå ind og undervise en skoleklasse eller dømme i en retssal eller være politiker, politimand, eller hvad han er, på en måde, som er foreneligt med det, vi opfatter som ligestilling og respekt mellem kønnene. Sådan lyder det fra S-formand Mette Frederiksen i en ny portrætbog. Foto: Polfoto/Joachim Adrian

En mands evne til at være eksempelvis lærer, politimand, dommer eller politiker går fløjten, hvis han har betalt sig til sex med en kvinde.

Offentliggjort Sidst opdateret

En mands evne til at være eksempelvis lærer, politimand, dommer eller politiker går fløjten, hvis han har betalt sig til sex med en kvinde.
Sådan lyder den kontante melding fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i bogen "Mette F.", som udkommer i næste uge, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

- Jeg tror ikke, at en kunde hos en prostitueret bagefter kan gå ind og undervise en skoleklasse eller dømme i en retssal eller være politiker, politimand, eller hvad han er, på en måde, som er foreneligt med det, vi opfatter som ligestilling og respekt mellem kønnene, siger Mette Frederiksen i bogen.

- Det sætter sig, når vi har relationer, der er helt skæve, siger hun videre i bogen.

Helle Jarlmose er generalsekretær i KFUK's Sociale Arbejde, der driver flere krisecentre for prostituerede. Hun er langt hen ad vejen enig med S-formanden.

- Jeg tror, at det slår igennem på andre områder, hvis man har et menneskesyn, der går på, at man har ret til at købe et andet menneske. Det er ikke nødvendigvis personer, som jeg vil se som rollemodeller eller fortalere for værdier og etiske retningslinjer, siger hun.

- Men jeg er forbeholden over for at kæmme alle mænd over én kam, for der er mænd, der fortryder det bagefter, og der skal også være plads til fejltrin, siger hun.

Omkring hver sjette danske mand i alderen 18-65 år har købt sex, viser en kortlægning fra 2013.

Formand i Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen går ind for et forbud mod købesex, "fordi alt for mange kvinder bliver udsat for overgreb." Men han er imod en diskvalificering af de lærere, der har været hos en prostitueret.

Også Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), kritiserer S-formanden: - Jeg synes, at man skal være forsigtig med som toppolitiker fra Christiansborg at opstille principper for en form for moralsk valgbarhed, og der burde være væsentligere ting for Mette Frederiksen at gå op i. Det er og bliver et anliggende mellem en kandidat og vælgerne.