Mens retssagen mod Michael Jacksons læge, Conrad Murray, kører på højtryk i USA, skaber det bedøvelsesmiddel, der slog stjernen ihjel, nu splid herhjemme.
Det skriver Dagens Medicin.
Sygeplejersker i Region Hovedstaden skal nemlig til at bedøve patienter med midlet propofol, og det bekymrer anæstesiologernes videnskabelige selskab, der frygter for patienternes sikkerhed.
- Det kan udsætte patienterne for en helt unødig risiko. Det skal være en kompetent fagperson til stede, som kan beherske patientens luftveje og sikre tilstrækkelig iltning og ventilation af patienten.
Det siger formanden for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (DASAIM), overlæge Ole Nørregaard, til Dagens Medicin.
- Hvis ikke, kan patienten i værste fald dø eller få en hjerneskade, tilføjer han og udtrykker samtidig bekymring over, at der ikke findes en modgift til propofol, hvis stoffet ved en fejl gives i for store doser, som kan lamme vejtrækningen.
Men ifølge professor Peter Vilmann, der har stået i spidsen for indførslen og udviklingen af metoden på Gentofte Hospital, så bunder modstanden i "ren konservatisme".
- Hvis sygeplejerskerne er uddannede i luftvejshåndtering og korrekt håndtering af propofol, er det en god og sikker metode, siger han.
Peter Vilmann har med en gruppe forskerkollegaer for nylig offentliggjort en forskningsartikel baseret på sygeplejerskers brug af propofol på næsten 1800 patienter.
Heri konkluderes det, at metoden er mindst lige så sikker en bedøvelsesmetode som de hidtil anvendte metoder.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde