Michelin: Ingen garanti for dansk provins i ny guide
Nyheden om, at Michelin næste år vil udsende en selvstændig nordisk guide, har onsdag fået den danske restaurationsbranche til at juble ved udsigten til gastronomisk markedsføring af den danske provins.
Men der er ingen garanti for, at guiden kommer til at indeholde andre danske byer end København.
- Der vil højest sandsynligt være flere skandinaviske byer inkluderet end i dag. Vi vil ikke sætte navn på nogen byer lige nu, fordi inspektørerne skal kunne arbejde i fred, siger Lotta Wrangler, som er presseansvarlig for Michelin i de nordiske lande, til Ritzau.
- Norden er et strategisk område, og vil vi udvikle guiden. Så alting vil ikke komme med på en gang. Alle indbyggere i Danmark vil ikke blive dækket i 2015, forklarer pressedamen, som ikke vil forholde sig til, om næste års guide vil indeholde restauranter i landområder.
- Vi er ikke parat til at sige, om det er specifikke byer eller specifikke restauranter, lyder det fra Michelin-repræsentanten.
Chefredaktøren for madmagasinet Gastro, Jesper Uhrup Jensen, har ikke store forventninger til den danske tilstedeværelse i guiden.
- Det kan vise sig, at Sverige kommer til at trække læsset i den nye guide, mens Danmark kun vil være repræsenteret ved København og så måske Aarhus, vurderer han over for Ritzau.
Chefredaktøren mener, at der er cirka 10 potentielle Michelin-restauranter i provinsen, men der mangler den underskov af restauranter, som også skal indgå i en Michelin-guide.
- Det er ikke nok, at du skal køre 300 kilometer mellem restauranterne. Der skal være mere end et par caféer og en landevejskro, og det har man ikke uden for Aarhus og København, siger chefredaktøren.
Han fremhæver samtidig, at flere af stjernekandidaterne i provinsen ikke har åben til frokost, er sæsonbestemte eller kun holder åbent nogle af ugens dage.
- Der er simpelthen ikke kunder nok, og derfor er der heller ikke nogen underskov, konstaterer chefredaktøren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned