Michelle Obama trækker 11.000 personer i Royal Arena
Michelle Obama har i sin selvbiografi åbent fortalt om sit privatliv og ægteskab med Barack Obama. Nu kommer hun til København som led i en europæisk turné. (Arkivfoto). Foto: Jim Young/Ritzau Scanpix
Jim Young/Ritzau Scanpix
USA's første afroamerikanske præsidentfrue lægger vejen forbi København som led i europæisk bogturné.
Når den tidligere præsidentfrue Michelle Obama tirsdag aften taler i Royal Arena, sker det foran 11.000 mennesker, som har købt billetter.
Foredraget tager udgangspunkt i hendes selvbiografi, "Min Historie", der på fem måneder har solgt over 10 millioner eksemplarer.
Dermed er den en af de mest populære selvbiografier nogensinde.
Michelle Obama er hustru til Barack Obama, der var USA's præsident fra 2009 til 2017.
Publikum har en stor oplevelse i vente, lyder det fra Ulrik Ørum-Petersen, direktør for Heartland og medarrangør af eventen.
- Hun er en af de mest efterspurgte foredragsholdere i verden. Det at hun kommer til København som en af seks byer i Europa er et kæmpe scoop, siger han.
Seancen med den tidligere førstedame kommer til at forløbe som en samtale mellem to personer.
Over for Michelle Obama står Rachael Ray, der er en tv-kendis fra USA, som har skrevet kogebøger og udgiver et livsstilsmagasin.
- Det er første gang, et interview bliver løftet op i så stort format. Så det er både en slags historieskrivning og et meget specielt arrangement, der finder sted, siger Ulrik Ørum-Petersen.
55-årige Michelle Obama har ifølge Heartland-direktøren sat en lang række vigtige emner på dagsordenen, som vil være naturligt at tage fat på tirsdag aften.
- Jeg synes, hun har sat en række vigtige emner på dagsordenen, både som førstedame og i tiden efter.
- Det gælder eksempelvis lige adgang til uddannelse og kvinders rettigheder.
- Men jeg tror også, at foredraget kommer til at handle meget om hendes liv og opvækst, siger Ulrik Ørum-Petersen.
Michelle Obama voksede op i en toværelses lejlighed i Chicago. Faren arbejdede på et vandværk, og moren gik hjemme.
Hun studerede jura på Princeton University og Harvard Law School.
Michelle Obama er blevet opfordret til at stille op for Demokraterne til præsidentvalget i 2020. Det har hun dog afvist.
Det er stadig muligt at købe billetter til foredraget tirsdag aften via livenation.dk eller ticketmaster.dk.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker